De seneste mange dage har budt på bragende solskin og høje temperaturer over 25 grader. Det er slut nu. Onsdag morgen er begyndt med grå himmel, og resten af ugen byder på køligere vejr. Op af dagen klarer det dog op og holder tørt.

Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, kommer temperaturen til at ligge på omkring 22 grader. Vinden er drejet i vest, så det bliver varmest østpå og koldest i det vestlige Jylland.

Torsdag fortsætter temperaturen nedad, og der kommer enkelte byger. Den jyske vestkyst kan desuden se frem til hård vind.

Ifølge meteorolog ved DMI Thyge Rasmussen rammer det dårligste vejr fredag.

»Fredag går det for alvor ned ad bakke. Temperaturerne dykker til 14-18 grader, der kan komme flere byger, og det bliver blæsende - helt op til kuling,« siger han.

Weekenden bliver dog lidt bedre, men ifølge Thyge Rasmussen skal man væbne sig med tålmodighed, før det varme sommervejr vender tilbage.

»Lørdag bliver trods alt hæderlig med nogen sol. Men det bliver ikke det sommerlige niveau, vi har været vant til. Vi har været noget forvænte med en meget varm maj,« siger han og tilføjer, at han dog regner med, at det kølige vejr aftager i næste uge.