Et alvorligt D-A-D med følelser svarer igen på B.T.s dårlige anmeldelse af nyt album, der kun fik to stjerner.
Man kunne oversætte deres titel fra 1995-opsamlingsalbummet »Good Clean Family Entertainment You Can Trust« og kalde det sikker, ufarlig familieunderholdning.
Selv kalder de det classic rock med »hvalros-overskæg, store bæltespænder og cowboyskjorte,« men »Soft Dogs« er primært en balladeplade.
Med 12 sange, der handler om »kærlighedens og parforholdets veje og vildveje«. Som sagt helt nye toner.
»Vi har også planlagt, at jeg skal have skylden for alle balladerne,« siger trommeslager Laust Sonne, der nu er fuldgyldigt medlem af D-A-D-rockerne med ret til både sangskrivning og gage.
»Ja, det er Laust, der er den poppede, og så kommer Steffen J. og dolker ham i stedet for os, haha.«
»Men vi har ønsket at få ryddet op i skulderklapperiet. Og et farvel til Steffen J. er et goddag til så meget større land,« siger forsanger Jesper Binzer.
»Men respekt for at han skriver det, han mener. Han prøver da ikke at lefle for os, og det er kun godt,« mener Jacob Binzer, inden storebror Jesper fortsætter:
Må æde deres ord
»Jeg havde forestillet mig, at folk ville sige, at det var kedeligt og langsomt. Folks forventninger ryger helt klart, men så går der noget tid, så elsker de det. Sådan har det været med alle vores yderligheder, først »No Fuel Left For The Pilgrims« (fra 1989; red.), så »Helpyourselfish« (1995), der er det hårdeste, vi har lavet, og også »Simpatico« » (1997), som er det mest poppede - jeg synes, vi har ramt rigtigt hver gang.
De kommer til at æde deres ord, dem der ikke kan li' den. Før i tiden har vi givet alle, hvad de ville have. Vi har set det som en underholdningspalet, hvor der skulle være lidt for enhver smag. Jeg har savnet, at vi har taget et standpunkt. Nu er det så vores egne tabubelagte følelser, der kommer ud, og det gør de nu, fordi man jo ikke tør indrømme sine svagheder og sige, at man er en soft dog (det modsatte af hård banan, red.), før man har fortalt folk, hvor skabet skal stå.
Jeg synes, at vi nu er ved at finde vores eget værd i stedet for at gøre os til i denne uges T-shirt. Tidligere har vi rent faktisk sagt, at der manglede et nummer til Steffen J., og så har vi lavet det.«
»Og det har kun taget fem minutter,« storgriner Jacob Binzer.
Når man går mere ind til kødbenet med den nye smag, kalder kvartetten det »en tekstmæssigt ærlig og musikalsk mere simpel, mere indædt, mere sammenbidt, men mindre nu-går-vi-amok D-A-D-plade«.
Det handler om, at de 35-36 årige kernemedlemmer, som årene går, kommer tættere på deres egne følelser og oplevelser og har droppet det mere konceptorienterede med tegneseriefigurer og vittigheder. Med andre ord: Det er et D-A-D med mindre udenpå, men mere indeni.
Man spørger sig jo uvilkårligt, hvad der er sket.
»Ikke en skid. Det er jo derfor. Hvis vi var flyttet til USA og var døde af junk, så var det jo aldrig sket,« prøver Jacob Binzer først.
»Nej, måske er det noget med, at man finder ud af, at når man har pjattet i 10-15 år, så er det nok. Der er jo masser, der pjatter derude. Det behøver vi ikke mere. Vi vil gerne underholde, begejstre og glæde, men man skal kunne mærke dybden i det, ellers klinger det hult. Det er jo vores liv, det her. I starten (D-A-D blev dannet i 1984, red.) kunne vi pjatte, fordi det var en eskapisme for at komme væk fra vore kedelige job og skolen. Nu må vi altså skære ned på de skøre indfald.«
Det har heller ikke været en særlig underholdende proces at indspille albummet. Faktisk har det været »den mest opslidende og psyko-perverse indspilningssession i D-A-Ds historie.« Dels fordi albummet er så ærligt, og dels fordi gruppen allerede for et år siden skrev kontrakt på en turné og lovede både flere radiohits og et album i god tid inden koncerterne, der starter på torsdag.
»Vi har været stressede og gået hinanden på nerverne. Der har været mange sammenstød, flere end nogensinde, for når man sidder midt i så ærlig en proces, er det jo éns barn, som man har virkelig stærke følelser overfor. Man tror bare, at man går på arbejde, men man er utroligt let påvirkelig, og når man synes, man laver noget fedt, så bliver man trukket gennem sølet af resten af kapellet. Så går man ned, og vi er skiftedes til at gå ned i den her proces,« fortæller Jacob Binzer og ser meget træt ud.
Man kunne argumentere for, at de bare kunne have ventet. Der er trods alt kun gået 22 måneder, siden de udgav »Everything Glows«. Men efter den store succes med det album og den turné havde de et kreativt energioverskud, der skulle ud. Og de ville også gerne meget hurtigt på landevejen igen. Nu er det klar. Med et par dårlige anmeldelser i bagagen.
