Premieren på Scarlett Johanssons nye film er blevet udskudt i fem måneder. Dette kunstgreb skal give 'The Nanny Diaries' en bedre chance ved næste års prisuddelinger.

Komedien, der er baseret på en bestseller af Emma McLaughlin og Nicola Kraus, skulle efter den oprindelige plan have været ud i biograferne den 20. april, men producenten Weinstein Company har valgt at udsætte premieren til september i håbet om, at der vil vanke flere priser, når den næste sæson for den slags oprinder.

- Det er helt sikkert en bedre timing, vurderer en branchekilde over for avisen New York Post.

Efter den seneste Oscar-uddeling var den sædvanlige diskussion om premieretidspunkter kontra vinderchancer en smule mere intens end ellers, og det skyldtes ikke mindst, at så mange outsidere løb med statuetterne.

Hollywoods iagttagere er enige om, at det nok gavner en films chancer at have premiere så tæt på prissæsonen som muligt, men samtidig er det en kunst ikke at drukne i mængden.

Producenterne bag 'The Nanny Diaries' håber på anerkendelser til både Johansson og til filmen.

På rollelisten ses også Laura Linney, Paul Giamatti, Chris Evans og Alicia Keys.