Sent fredag nat, viste Justin Timberlake og Jessica Biel åbent deres forelskelse i cocktailbaren 'Bar Rouge' på Hotel Skt. Petri.

Der var stjernedrys på 'Bar Rouge' på Hotel Skt. Petri i Krystalgade i København natten til lørdag. Efter en overdådig middag på byens dyreste italienske luksusrestaurant 'Era Ora' på Christianshavn, blev popikonet Justin Timberlake og kæresten Jessica Biel, af et par bodyguards eskorteret tilbage til Skt. Petri i en rummelig sort van.

Kort efter befandt turtelduerne sig i tæt omfavnelse ved 'Bar Rouge'. Begge var de trukket af træningstøjet efter eftermiddagens løbetur i Nørregade. Timberlake så afslappet ud i jeans, stribet trøje, skjortekrave og sneakers. Biel var iført en sort babydoll kjole, og havde ladet de blonde lokker være udslåede.

Aftenens gæsteliste til den trendy 'Bar Rouge' var fuldt booket med navne på over 600 gæster, der håbede at få et glimt af popprinsen. Fremmødet i den trendy cocktailbar havde tilsyneladende toppet en del før Timberlake og Biel dukkede op ved to-tiden om natten.

Parret opholdt sig lidt på afstand af barens grønne plyssofaer, teak-bordene og de rødmalede vægge sammen med deres crew-members og et par bodyguards. Det forhindrede dog ikke barens – hovedsagligt kvindelige - gæster i at sende nysgerrige blikke mod stjerneparret, der smilede, kyssede og holdt i hånd.

Enkelte danske kendisser havde da også fundet vej til 'Bar Rouge' fredag nat. Heriblandt stand-up komikerne Rune Klan og Jonatan Spang, sangerinden Christine Milton og skuespiller og model, Rudi Køhnke. Sidstnævnte ankom til hotellet i en cremefarvet Bentley i to millioners-klassen, med et par lårkorte piger på bagsædet.

Tilbage efter en køretur i det københavnske, viste Timberlakes ven og samarbejdspartner, rapper og producer Timbaland, sig også i hotellets hippe bar. I oversize t-shirt og baggy jeans fik han sig en god sludder, først med hotellets securityfolk siden med Timberlake og Biel. Samtidig med at barens professionelle bartendere, lidt i tre, rystede de sidste Margaritas, forsvandt de tre sammen ind i elevatoren og op på værelserne. Det var åbenbart tid til at lade batterierne op forud for lørdag aftens 'FutureSex/LoveSounds' koncert i Parken, hvor over 53.000 toptunede fans står klar til 'Sexyback'-moves.