Skuespillere som Erik Wedersøe, Paprika Steen og Ellen Hillingsø lægger stemme til flere af de reklamefilm, vi ser hver aften på TV. Erfaringen tæller, når der skal arbejdes hurtigt med en reklamefilm, og så er det også udviklende for skuespilleren

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Næste gang du skal til at zappe forbi en reklameblok, så prøv i stedet at lukke øjnene og lyt til stemmerne. I reklamesammenhæng er de nemlig et kapitel for sig.

Synes du for eksempel, at kvindestemmen, der i DSBs reklamefilm siger »DSB, det' da lige til« eller at mandestemmen i Realkredit Danmarks »lidt mere overskud i hverdagen« virker bekendt, så tager du ikke meget fejl!

Det er nemlig henholdsvis Ellen Hillingsø og Dick Kaysø, der har lagt stemmebånd til slutningen på de to reklamefilm.

Hertil kommer blandt andre Henning Jensen, der myndigt gør os klart, at Jyllands-Posten er avisen »hvis du vil vide mere«, Vibeke Hastrup, der i forlængelse af Sussi og Lille-Leif kort fortæller os om de nyeste Sonofon-tilbud, og Paprika Steen, der giver os efterspillet til Malte Mus. Og det er så blot et lille udpluk.

Danske skuespillere bliver nemlig i stor stil brugt til at lægge stemme til de reklamefilm, vi ser hver aften på TV. Både til diverse dukker og dyr, men også til dét, man i reklamesprog kalder voice-over, der er den salgstekst eller det budskab, virksomheden gerne vil aflevere til sidst i filmen.

»Det er virkelig lærerigt og utrolig udviklende,« understreger Ellen Hillingsø.

»For eksempel har jeg lige haft en rolle i en tegnefilm, hvor jeg helt klart kunne bruge det, jeg har lært i mine reklamefilm-speaks.«

Hillingsø er bestemt ikke ked af at lave reklamefilm, og efterhånden er det også de færreste skuespillere, der ikke laver reklamefilm.

»Det er blevet mere accepteret i filmbranchen, og så får man jo heller ikke ligefrem dårligere reklamefilm af at bruge professionelle skuespillere,« siger Tony Lauge Madsen fra produktionsselskabet Blarke Sonne Levring.

Det kan man kun nikke ja til hos Realkredit Danmark, der altid har brugt skuespillere i deres voice-over. Først Jens Arentzen, så Dick Kaysø og i de næste film, der starter på mandag, Stine Stengade.

»Og det er fordi, de har nogle rigtig gode stemmer, de er trænede, og så er de hurtige. Nogle gange kan Dick Kaysø lave en speak, så den sidder i skabet på et kvarter,« fortæller projektleder Dinne Worninger.

Normalt bruger skuespillerne ellers omkring en time i studiet på at lave en voice-over. Og så er det heller ikke ualmindeligt, at de beder om at få manuskriptet tilsendt.

»Det er dog ikke altid, at dét, der står i manuskriptet, bliver det endelige resultat. Måske skal nogle af ordene ændres, eller sætningen skal gøres kortere. Desuden bruger man tid på for eksempel betoning af ordene,« forklarer Tony Lauge Madsen, der er producer for det efterarbejde, der finder sted, når reklamefilmen er optaget. En del af hans job består således i at finde egnede stemmer til alle mulige typer af reklamefilm. Lige fra Tryg Forsikring til Quick Skrabelod. Stemmerne har de i en slags kartotek, opdelt efter mænd og kvinder - et stemmearkiv med omkring 300 forskellige stemmer, der dog ikke alle er skuespillere. Mange af dem er folk, der »bare« har en god stemme og er vant til at bruge den.

»Men en iørefaldende stemme er ikke nødvendigvis ensbetydende med en god speak. Man skal være i stand til at afvige fra plan A. Man skal være i stand til at variere sin speak - til at ændre tonehøjde og rytme. Man skal kunne instrueres,« understreger produceren.

Og det er en af forklaringerne på, hvorfor det overhovedet er nødvendigt at benytte en Paprika Steen eller en Ellen Hillingsø til en sætning, der måske kun varer fem eller syv sekunder på TV. Skuespillere er vant til at arbejde med deres stemme, og de formår at trænge igennem.

»Men det endelige valg står og falder med, om stemmen er egnet til den pågældende virksomhed. Og det er en rent subjektiv vurdering,« siger Tony og hentyder til, at det er annoncøren og reklamebureauet, der skal tage den beslutning.

»Ja, det er fuldstændig subjektivt. For eksempel valgte vi Dick Kaysø, fordi han har en troværdig stemme, fordi han er god til at betone ordene, og fordi han på det tidspunkt ikke havde været så meget brugt. Ligeledes er Stine Stengade blevet valgt, fordi hun næsten heller ikke har lavet reklamefilm,« fortæller Dinne Worninger og lægger således vægt på, at de ved at bruge stemmer, der i reklamesammenhæng ikke er så kendte, kan skille sig ud fra flokken.

»Desuden er Stine Stengades stemme meget tydelig og ikke for kælen. Vi har også hørt Ellen Hillingsøs stemme som test til vores film, og den var ikke egnet,« siger Dinne. Hun tilføjer, at de altid laver en kontrakt med skuespilleren om, at deres stemme ikke må bruges andre steder i den finansielle sektor.

Ellen Hillingsøs stemme passer til gengæld glimrende til DSB, der har brugt hende i fire år. Før da havde de kun haft mandlige stemmer.

»Men efter at have testet nogle kvindelige stemmer var DSB ikke i tvivl. Ellen Hillingsø har en både klar og dyb stemme. Den er ikke pivet, den er positiv og den går godt igennem,« fortæller projektleder Thomas Brandt fra reklamebureauet Bates, der står for alle DSBs reklamefilm.

Han understreger, at Ellen Hillingsø også er rigtig god i studiet, fordi hun ofte selv kommer med forslag til ændringer a la »skulle jeg ikke prøve at gøre det på denne her måde«.

Ellen Hillingsø er ligeledes meget begejstret for samarbejdet med Bates. Hun ser det at lave reklamefilm som en del af faget og er ikke i tvivl om, at det er ekstremt udviklende.

»Tænk på, at jeg får at vide »kan du ikke være lidt gladere i starten og så slutte med at trække vejret dybt«. Og det er virkelig med til at udvikle min stemme. Visse ting skal være meget tekniske, men så kommer det også til at virke ekstremt stærk,« siger hun.

I DSB-sammenhæng kan vi heller ikke komme uden om Søs Egelind, der blandt andet lægger stemme til Harry og Sussi (Sonofon) - simpelthen fordi hun har en meget karakterfuld stemme, og fordi hun er dygtig til at forandre den.

»Hun kan tilføre indtalingerne noget ekstra. Hun er rap i replikken og kan ofte selv ændre på en af Harrys replikker, så det bliver meget sjovere,« siger Thomas Brandt.

Og for Søs Egelind er det en skuespiller-disciplin på linie med alt det andet, en skuespiller kan.

»Noget af det kommer indefra og ryger ud gennem min stemme. Men der er også meget teknik i at lave mandestemmer,« fortæller hun.

Nogle gange vælger man også en kendt skuespiller, fordi det kan give en ekstra dimension til filmen.

Fordi vedkommendes stemme er kendt i sammenhænge, der giver positive associationer.

»Der er en pointe i at bruge en skuespiller, der er populær i øjeblikket, for det smitter af på filmen. Hvis man for eksempel kan høre, at det er Paprika Steen, der lægger stemme til, giver det sandsynligvis en positiv association, mener Tony Lauge Madsen og tilføjer, at de i perioder må gå uden om enkelte navne, fordi de simpelthen er for meget brugt i reklameblokken.

Han nævner også, at Erik Wedersøe lagde stemme til Quick Skrabelod »Quick. Det kan hurtigt blive en sjovere dag« her i foråret, lige da Rejseholdet var holdt op.

»Så mon ikke også han havde lidt goodwill med i posen.«

Dinne Worninger fra Realkredit Danmark er i hvert fald ikke i tvivl.

»Jeg synes, Paprika Steen har en meget seriøs stemme. Og derfor ville jeg tro på, hvad hun havde at sige.«

Men i nogle tilfælde kan det være en ulempe at benytte sig af kendte stemmer. For alle får jo ikke de samme positive associationer.

»Derfor er der også virksomheder, der ikke vil bruge kendte stemmer. Netop for ikke at tage chancer. For at sætte fokus på det, der bliver sagt og ikke på stemmen,« fortæller Dinne Worninger.