(**, Midtfyns Festival, 2001). Sig mig - går der ikke mere og mere tivolipark i denne festival, som årene går?« Sagt af én af mine venner i går morges. Vi lader spørgsmålet stå et øjeblik, sender så en tanke tilbage på Midtfyns Festival 2001 og konkluderer så: »Jo, der gør!«
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>I hvert fald er det stedse mere påfaldende så forholdsvis lidt, det i øvrigt overmåde sympatiske publikum på denne festival efterhånden bekymrer sig om størstedelen af de bands, de har betalt over 800 kroner for at være i selskab med. Hvis det da ikke lige er de kunstnere, som i mangel af den ægte vare kan agere gigantisk jukebox for en stund.Altså godt prøvede hitmagere som D-A-D, Manic Street Preachers og Johnny Madsen. Aldrig har det været tydeligere, at vi lever i en tid, hvor publikum kræver »instant satisfaction«, hvilket på Midtfyns-sprog betyder »hits hér og nu, eller vi fortrækker til ghettoblasteren med Shubidua-mixet ude på campingområdet.«
Eller til bungeejump. Eller til tivoliet på den anden side af vejen. Eller til P3-scenen, hvor en række hysteriske, selvfede »Katapult« værter af uransagelige årsager fik lov at lave en helvedes larm lige imellem to af Midtfyns reelle scener.
Det må folk da selv om, siger du så. Og det må de da, og i øvrigt må Midtfyns arrangører bære en del af skylden for, at det er gået, som det er gået.
Med en musikprofil (stort ord dér!) så udvisket og konturløs som ingensinde før, tror på sætvis fanden, hvis publikum ofte vælger elskerens favn og de kogende Albani i igloo-teltet snarere end musikken på pladsen.
Fordi musikprogrammet i alt for høj grad bærer præg af arrangørernes panik- og præstationsangst for at fylde fem dages festival op med navne, hvor der reelt kun er gode bands og solister nok til at fylde en tre dages festival.
Det turde være åbenlyst, hvor langt der er mellem snapsene, når festivalen føler sig nødsaget til at programsætte jam-bands som Die Herren (U2) og Killer Queen (Queen) på den næststørste scene samt navne rækkende fra de uforståelige til de direkte latterlige som hovednavne på hovedscenen, Rockscenen. Blandt førstnævnte var hiphop-seancen lørdag, Dylan-hyldesten torsdag samt Superheroes søndag.
Gode navne men også navne, der dør stående på så stor en scene. De latterlige? Hvad med den bedagede tyske punkdronning Nina Hagen (!) som hovednavn søndag?
Midtfyns arrangører må selvfølgelig selv om det, hvis deres primære ambition er at agere campingplads og tivolipark med lejlighedsvis musikalsk underlægning (det kan såmænd være ganske hyggeligt, for her er da rart), men hvis ambitionsniveauet stadigvæk rækker til, at man engang imellem vil drille Roskilde med at score nogle gode navne indimellem, så skal der både skæres ned i festivallængden og strammes op på musikprofilen (stort ord igen).
Jeg køber ikke festivalens evindelige argument med, at »der skal være noget for enhver smag«, for det er altså et langt stykke ad vejen blot arrangørjargon for at slippe af sted med for mange, lette løsninger.
En anden anke: når nu Midtfyn alligevel har et stort og trofast publikum, så har de sgu at behandle dem ordentligt.
Det gør man ikke ved at sætte madboder op, hvor indehaverne for en dels vedkommende kun synes at have den mission i livet at tilføje begrebet »Junkfood« helt nye dimensioner.
Og nu vi er ovre i det ulækre hjørne, kan vi lige tage klassikeren »festivaltoilettet« med også. Lørdag aften svømmede en del af toiletterne på festivalområdet over, uden der blev gjort noget ved det i timevis. Det kom der - om jeg så må sige - en del knugede kvindelige festivalgæster ud af.
Sådan noget kan man selvsagt ikke byde folk - og det gælder både maden og lokummerne - og det ville klæde forkvinden for Ninas Tivoli - fru Færgemann - at se til, at der bliver rettet op på de forhold til næste år.
Og så da i øvrigt tusind tak til alle de søde mennesker, jeg har mødt på festivalpladsen igen i år. Det er jer, der er denne festivals sande attraktion; og vi ses til næste år, hvor festivalarrangørerne gør det langt bedre. Ja, de gør!
