Når musicalen Cabaret fredag har premiere på Gladsaxe Teater, så er det første gang, John Hahn-Petersen og Malene Schwartz, alias hr. Stein og Maude Varnæs, spiller sammen siden den berømmede TV-serie Matador.

»Konstellationen er faktisk også næsten den samme som i Matador. Jøden og den ariske kvinde. Denne gang er jeg bare grønthandleren hr. Schultz, som er enkemand og frier til pensionatsværtinden Fräulein Schneider. Men hun bliver truet af nazisten Ludwig (Jesper Vigant), som siger, at bevillingen til hendes udlejning bliver inddraget, hvis hun gifter sig med en jøde. Hun flytter, og formentlig ender han i Auschwitz, men det fortæller historien ikke noget om,« siger John Hahn-Petersen i en pause på teatret, som instruktøren Flemming Enevold og hans håndgangne mænd har bygget om til den dekadente Kit Kat Klub i 30rnes Berlin.

Fordi forestillingen er en musical, synger grønthandleren og pensionatsejeren naturligvis også. »Men de scener, Malene og jeg har, er de stille scener. Som er isoleret fra cabaret-delen af forestillingen,« fortæller Hahn-Petersen, der - selvom han ikke har været på scenen eller foran kameraet sammen med Malene Schwartz siden Matador-dagene i 1978 til '81 - dog har holdt kontakten og samarbejdet ved lige.

»I mange år var hun jo teaterchef, bl.a. på Aveny, hvor jeg var med i Noréns "Stilheden". Men faktisk kender vi hinanden helt tilbage fra starten af 60erne, hvor vi spillede sammen på Frederiksberg Teater,« fortæller John Hahn-Petersen. Inden han igen skal på scenen.