Line Baun Danielsen er en af landets mest populære TV-værter. Senest med DR-programmet »Sporløs«. Siden starten på TV2-sporten er det lykkedes hende at opbygge et ganske eksklusivt og stilfuldt image.

Som privatperson dyrker Line Baun en vis kølig distance til medierne. Det er fair nok. Det er et frit land. Men 2004 blev året, der viste, at Line ikke er så konsekvent, at det gør noget.

Tidligere på året inviterede Line Baun og hendes mand, Jan Bartram, byggekæden Stark indenfor i hjemmet til et interview.

Her tog Line og Jan en dyb indånding, og talte så hudløst ud om udbygning af husets udestue og et nyt hønsehus. Hvilken betaling, parret har modtaget af Stark, fremgik ikke.

Line Baun balancerede på grænsen af DRs etiske regler om skjult reklame. Så tæt at hun måtte inkassere en reprimande.