Dansk selskab og instruktøren Henning Carlsen arbejder på spansksproget filmatisering af "Erindringer om mine bedrøvelige luddere", der skal optages i Cuba.

Filminstruktøren Henning Carlsen, der fylder 79 i næste måned, regner om kort tid med at kaste sig ud i ét af sin lange karrieres mest ambitiøse projekter.

Hvis det lykkes at få finansieringen på plads, satser Henning Carlsen på i begyndelsen af 2007 at starte optagelserne til nobelprismodtageren Gabriel García Márquez' seneste roman, "Erindringer om mine bedrøvelige luddere".

Det danske selskab Crone Film skal være hovedproducent på den spansksprogede film, der ventes optaget i Cuba. I forbindelse med festivalen i Cannes arbejder producer Nina Crone i disse dage på at finde spanske og mexicanske co-producenter, som kan være med til at løfte et samlet budget på fire mio. euro (knap 30 mio. kr.).

Garciá Márquez' roman fortæller historien om en 90-årig journalists erotiske besættelse af en 14-årig prostitueret.

/ritzau/