Lejligheden ligner et bombet lokum, og det gør Cora også. Men engang var hun byens smukkeste mor. Det påstår hendes voksne søn, og man tror ham. For selvom Karen-Lise Mynster på mystisk vis får sin flotte skikkelse til at tage sig gammel ud, så vidner det forslåede ansigt om et menneske, der har kendt bedre dage.
Karen-Lise Mynsters moder-monster er af den særlige kvindelige art, hvis overstimulede evne til fortrængninger i årenes løb har nået orkanstyrke. Alt fejes til side eller vendes på hovedet - hver eneste grusomme hændelse eller vrede anklage. Hvis hun da ikke lige ud påstår, at sønnen er fuld af løgn. Hvad han - såvel som hun - vist også er.
Helt sikker bliver man ikke. For i stedet for et indigneret socialdrama, serveres den gammelkendte historie om en alkoholiseret familie, hvor kærlighed udtrykkes med knytnæveslag, som en grinagtig gyser.
Den islandskfødte svenske dramatiker har selv en karriere som skuespiller, og »Massakre«, som er hendes debutstykke, strutter da også af veldrejede replikker. Karen-Lise Mynster drysser med storslået komik sin TV-serie engelsk ud over spillet, så ikke et øje er tørt. Og når sønneke sætter sig til stueorglet og storsmilende spiller evergreens, får hendes dejlige sang de tætte følelser bag alt det grimme og frygtelige til at lyse.
I anden akt griber stykket til mere morbide og makabre sider af morskaben. Mor og søn går bogstaveligt talt til biddet og sætter gaflerne i en steg af tvivlsom herkomst. Hvilket er nær ved helt at afskrive den smerte, der ellers har ligget på lur bag de groteske optrin, uden dog på noget tidspunkt at stå særskilt stærkt i helheden.
»Massakre« af Bergljót Árnadottír. Iscenesættelse: Ulla Gottlieb. Scenografi: Chr. Tom-Petersen. Urpremiere. Rialto Teatret.
