»Der er noget galt i Danmark«... udsat for kedeligt kor og med et bombastisk »Tji-bom, tji-bom« hæftet på. Vi er til korprøve i en kirke, hvor en håndfuld kiksede typer bakser med en opdateret og slemt håndfast flerstemmig udgave af John Mogensens klassiker.
Sådan begynder »Oh Happy Day« - ustyrlig morsomt! - med sangere, der har det svært med rytme. Det tegner til farce - og det tegner godt, men optaktens overdådige crazy-stemning holder ikke. For Hella Joof har mere på hjerte end bare at lave musikalsk spræl, så hendes film skifter tonart, desværre, og holder en noget usikker kurs mellem det sjove og det inderlige. Det første lykkes bedst.Som sit udgangspunkt leverer »Oh Happy Day« et kært, let farceret portræt af mennesker i en provinsby, der er gået så meget bag af dansen, at ikke engang bussen standser der mer'. En flok kække birolle-spillere (Ditte Gråbøl, Peter Aude, Søren Fauli, Kurt Ravn, Lars Hjortshøj osv.) viser os typer i familie med dem, vi elsker fra »Italiensk for begyndere«: Lidt akavede og bøvede - de velkendte typer fra danske folkekomedier. Disse bor i en lille by og har det svært med de store følelser - altså indtil de til slut så at sige finder melodien og bliver noget i retning af det, de i begyndelsen knap nok tør beundre åbenlyst: »Sådan et negerkor, hvor de har kåber på og vifter med armene og synger halleluja!«
Lotte Andersen (også med som manuskript-forfatter) har stort nærvær som hovedpersonen Hannah, en selvudslettende 40-årig, der lever en zombie-agtig husmor-tilværelse i et utroværdigt grimt, lorte-lysebrunt parcelhus, der matcher helt vildt dårligt med hendes smarte tøj. Malik Yoba er den amerikanske gospel-korleder Jackson, der vækker Hannah.
Han er sort, flot, karismatisk - og martret, finder vi ud af. En mand, hvis meget kontante forhold til Djævelen har en del med whisky at gøre. Jackson d-r-a-g-e-r, selvfølgelig gør han det. Og - totalt forudsigeligt - sættes hans meget sensuelle og direkte form for religion op som det modsatte: Vor hjemlige sammenknebne, skyld-tyngede folkekirke.
Under Jacksons ledelse kan det nok være, at Hannah og de andre i det forknytte kirkekor får lært at brede armene ud. Halleluja! Jackson tænder for gospel-rytmerne hos de følelses-forkølede danskere, der lærer at se ord som »inderlighed« og »hengivelse« i øjnene.
For Hannah bliver det helt bogstaveligt, idet »forløsningen« også bliver seksuel, da hun hengi'r sig til Herrens sorte tjener i landsbykirken... mens rosenblade pludselig daler ned og introducerer en magisk realisme, som filmen i øvrigt ikke følger op.
»Oh Happy Day« har mange scener, der swinger. Men filmen kan ikke beslutte sig for, hvilken historie den vil fortælle, og svajer mellem to tonarter - dur og moll. Det kniber for den med rytmen, og historien vakler - så usikkert som korets stemmer, før det får gospel-kærligheden at føle - mellem løssluppen komedie og en mørk alvor, der ikke rigtig overbeviser.
Filmens lydside er guf - lutter smittende livsglæde.»Oh Happy Day«. Dansk. Instruktion:Hella Joof. Premiere over hele landet.
