Hovedpersonen i DRs nye serie 'Forbrydelsen' tegner klog og god: hun står sikrere på benene end Anna Pihl, har alvor og intensitet – og lidt af ’Ørnens’ intuition

Som hugget i sort granit, sådan står scenen med Sarah, der – uden at tøve – selv går den tunge vej tilbage til den dræbte piges far. Scenen var en af de stærkeste i første afsnit af DRs 'Forbrydelsen'.

I den scene viser den kvindelige efterforskningsleder sit format og giver os lyst til at være med hende på den intense forbryderjagt, som 'Forbrydelsen' lover os at være.

Første afsnit tegnede godt og sørgede for, at den nye serie er kommet fra start med lige dele bredspektret uhygge og tæt personskildring. Af en spændingsserie har man lov at forvente, ja, spænding.

Og Søren Sveistrup skuffede ikke. Han har tidligere skrevet afsnit til 'Taxa', 'Hotellet' og 'Nikolaj og Julie', men skruer i 'Forbrydelsen' ekstra op for spændingen. Første afsnit holdt os i ånde med en handling, der jonglerer med flere bolde i luften og krydsklipper i et tempo, så man næsten ikke nåede at opdage, hvor lidt reelt der faktisk skete i afsnittet.

Vrissen makker
Centralt i handlingen står Sofie Gråbøl som efterforskningslederen Sarah, der troede, hun skulle flytte til Sverige, men nu nok bliver herhjemme i 19 afsnit mere.

Sarah tegner til at blive en klog og god hovedperson: hun står sikrere på benene end Anna Pihl, hun har alvor og intensitet – og så lige lidt af den intuition, som svæver rundt i luften efter Hallgrim ’Ørn’ Hallgrimsson! Sofie Gråbøl er matchet godt med Søren Malling, der har rollen som hendes afløser. Der nu nok i stedet bliver hendes noget vrisne makker i den skumle mordsag, som vi glæder os til at opleve luskefise til tops på rådhuset.

Her var det allerede i aftes en fornøjelse at se Bent Mejding rulle sig ud som iskoldt, politisk magtmenneske.