Det er bingoaften. Konvojer af turistbusser har bragt pensionister i hobetal hertil. Gangstativer og støttestrømper flokkes om de gode pladser, mens der hastigt arrangeres kaffe og vandkringle. Og så alligevel ikke. Det her er Zulubingo, og det er bingo på hovedet.
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Førstepræmien, købmandskurven med kirsebærvin og toffifee, er skiftet ud med en fiskekutter med alufælge, og den typiske nummeropråbers joviale glimt i øjet er erstattet af Jan Elhøjs vandvidsblik.Vi er ikke i den lokale sportshal et sted i provinsen, men et underligt sted i Avedøre, i noget, der ligner en gammel ridehal.
Det er kort før udsendelsen går i luften og stemningen er glad-kaotisk - ingen ved rigtig, hvad der skal foregå, og ingen lader til at bekymre sig.
Med et dyrisk brøl går vi i gang, Jan Elhøjs stirrer afsindigt ind i kameraet, og han erklærer sit show for åbent. Han mødes af et overgearet skrig fra publikum, der af uvisse grunde er klædt som cowboys eller indianere og allerede nu ter sig som gale.
De første numre bliver råbt op, og stemningen er så langt fra bankospillets typiske koncentrerede opmærksomhed som man kan tænke sig. Showet ligner en forrykt udgave af TV-bingo på Kanal2 og Jan Elhøj en Peter Belli besat af djævlen.
Iben ud af skabet
Den kaotiske stemning synes at nå om bag scenen.
Mærkeligt udseende mennesker farer frem og tilbage uden nogen lader til at vide, hvem der hører til, og hvem der bare er kommet forbi. Og pludselig kommer Iben Hjejle gående.
Hjejle er ugens hemmelig gæst, og fra et skab i et hjørne af studiet springer hun ud i showet. Hun ridder på en lyserød kæphest og ligner en, der ikke helt ved, hvad hun er gået ind til.
Det gør publikum heller ikke. Én bliver rullet i sirup og flæskesvær, en anden får stukket hovedet ned i en ost, og en tredje kysser med en yderst liderlig John Wayne figur. Men som en af dem siger: »Det er det handler om. Ikke at vide, hvad, der foregår og få en lort i hovedet, hvis det er det.«
