Protesterne mod sommerens EM-slutrunde i fodbold fortsætter. Denne gang handler det om frygten for, at antallet af bordeller vil vokse kraftigt under turneringen.

EM-pokalen blev lørdag sat frem til frit skue i den ukrainske hovedstad Kiev, og det udnyttede en kvinde til at protestere mod sommerens store sportsbegivenhed, der skal afholdes i Polen og Ukraine. Det skriver Reuters.

Kvinden, den 23-årige Yulia Kovpachik, tog sin trøje af og afslørede teksten »Fuck Euro 2012«, inden hun gik til angreb på den skinnende pokal, som vinderne af EM-slutrunden kan løfte 1. juli.

Yulia Kovpachik, der nåede at røre pokalen, inden hun blev pågrebet af sikkerhedsvagter, er en del af organisationen Femen, der består af kvindelige universitetsstuderende, som frygter, at prostitution og antallet af bordeller vil vokse kraftigt under EM i fodbold.

Hidtil har protesterne i forbindelse med EM drejet sig om den politiske situation i landet og særligt behandlingen af landets tidligere premierminister Julia Timosjenko, som er idømt en fængselsdom på syv år for magtmisbrug og har været udsat for tortur ifølge eget udsagn.

Tysklands kansler, Angela Merkel, og EUs sportskommissær, Androulla Vassiliou, er blandt de politikere i Europa, der har valgt at boykotte turneringen som følge af den hårdhændede behandling af Timosjenko, der i øjeblikket befinder sig på et hospital i Kiev efter at have sultestrejket.