Vandmasserne i Sydspanien holdt to små danske drenge på fire og syv år fanget i feriehus i seks timer. Moster fortalte dem, at de bare var med i 'Pirates of the Caribbean'

Vandmasserne brusede forbi i flere meters højde uden for vinduet, og mor og mormor var i færd med at puste badebolde op, som skulle bruges som en slags redningsveste.

To små brødre på fire og syv år fra Brøndby Strand var fredag havnet midt i en massiv oversvømmelse på deres ferie i Almeira i Sydspanien, hvor deres familie ikke nåede at flygte, før hele husets stueetage stod i vand til loftet. I husets overetage var drengene dermed fanget sammen med deres mor, moster og mormor, der panisk lagde planer for, hvordan de skulle komme op på taget, hvis vandet steg.

Men de to små drenge tog den skræmmende oplevelse i stiv arm, fortæller deres moster.

- Det er klart, at der var panikstemning. Min mor og søster var helt rundt på gulvet, så jeg forsøgte at berolige dem lidt. Til sidste var jeg nødt til at tage børnene, fortæller mosteren Anja, der havde et godt trick til, hvordan den kaotiske situation kunne vendes til en positiv oplevelse.

- Vi legede, at vi var ombord på en piratbåd. Det syntes drengene var rigtig sjovt, og så kom der ro på. Så vi var altså lige med i 'Pirates of the Caribbean' i et par timer, siger hun over en telefon fra Spanien.

To personer blev ifølge personalet på det feriested, familien opholder sig, dræbt lige uden for feriehuset. Mere end 600 mennesker er evakueret i Andalusien, og de spanske myndigheder flygter, at tusinder må forlade deres hjem.