Tekstilarbejderne i Bangladesh fortsætter deres demonstrationer mod lønninger, der er blandt de laveste i verden.

Stenkastende tekstilarbejdere fortsatte søndag deres sammenstød med politi i Dhaka, hovedstaden i Bangladesh, efter flere dages uroligheder i forlængelse af en lønstrid. Tekstilarbejderne producerer tøj til nogle af Vestens mest kendte butikskæder, og vil ikke længere acceptere lønninger på omkring 135 kr. om måneden.

Monowar Hossain, vicepolitikommissær i Dhaka, siger, at mindst 20 lokale tekstilfabrikker fortsat er lukket, og at hundreder af arbejdere er gået på barrikaderne bevæbnet med kasteskyts og kæppe.

- Der er hundreder af dem. De forsøgte at blokere en vigtig hovedvej og smed sten efter politiet. Vi har affyret tåregas for at sprede dem, siger Hossain til nyhedsbureauet AFP.

Han siger, at flere end 1000 politifolk er blevet indsat i Dhaka-forstaden Ashulia for at forhindre fortsatte uroligheder efter, at titusinder af tekstilarbejdere i dagevis har været i gadekampe med politiet.

Ashulia er hjemsted for omkring 700 tekstilfabrikker, der fremstiller tøj for internationale butikskæder som H&M, Wal-Mart, Carrefour, Zara, Tesco samt Marks and Spencer.

Urolighederne førte torsdag til, at regeringen i Bangladesh meddelte, at den ville hæve beklædningsarbejdernes mindsteløn fra 1662 taka til 3000 taka om måneden. De 1662 taka - cirka 135 kroner - var den laveste mindsteløn for industrielt arbejde noget sted i verden. Fagforeninger i Bangladesh havde krævet, at mindstelønnen blev hævet til 5000 taka.

Lønstigningerne træder i kraft 1. november, men beklædningsarbejderne er langt fra tilfredse.

Tekstilsektoren stod for 80 procent af de varer, Bangladesh eksporterede i 2009.

/ritzau/AFP