Prognosen for Sveriges økonomi nedskrives, og nabolandet kan vente et fald i bruttonationalproduktet på 5,4 procent.

Statliga Konjunkturinstitutet (KI) i Sverige gennemfører nu en markant nedskrivning af prognosen for landets økonomi og venter, at bruttonationalproduktet falder med 5,4 procent i år. Det fremgår af KI's seneste rapport om konjunktursituationen.

I den forrige rapport, der blev offentliggjort i marts, ventede KI et fald på 3,9 procent.

I løbet af 2010 vil det svenske bruttonationalprodukt ifølge KI stige med 0,8 procent. Tidligere regnede instituttet med en vækst på 0,9 procent. Væksten i 2011 beregnes til 2,5 procent.

Arbejdsløsheden i Sverige vil i år stige til 9,0 procent, og ifølge prognosen vil kurven fortsætte opad til 11,5 procent i 2010 og 11,7 procent i 2011.

Forbrugerpriserne ventes at falde med 0,3 procent i 2009 og stige med 0,8 procent i 2010 og 1,6 procent i 2011.

Den toneangivende rente ventes ved udgangen af 2009 at ligge på 0,25 procent. Der vil den også ligge et år efter, men sidst på året i 2011 ventes den at være steget til 1,75 procent.

Faldet i bruttonationalproduktet på 5,4 procent er det største siden Anden Verdenskrig. KI regner med, at antallet af beskæftigede vil falde med 20 procent i samme periode, ligesom instituttet regner med, at industriproduktionen dykker med 25 procent i år.

KI efterlyser foranstaltninger fra den svenske regering på 45 milliarder kroner (knap 31 milliarder danske kroner) for at bremse den negative udvikling på arbejdsmarkedet.

/ritzau/TT