Den sydafrikanske platinmine, hvor politiet for få dage siden dræbte mindst 34 strejkende minearbejdere, er nu genåbnet. Men strejken er ikke forbi.

SYDAFRIKA: Selvom Marikana-minen mandag åbnede igen, blev der ikke udvundet meget platin i den strejkeramte mine, da kun en tredjedel af minearbejderne mødte op på arbejde.

Strejken udløste torsdag et af de mest blodige politiangreb i Sydafrika siden afskaffelsen af apartheid-systemet i begyndelsen af 1990erne. Ifølge BBC blev mindst 34 mennesker dræbt, 78 såret og i alt 259 anholdt i konfrontationen.

Ifølge vidner åbnede politiet ild mod minearbejderne, der var bevæbnet med køller og macheter, da de 3.000 strejkende arbejdere nægtede at opløse strejken.

Søndag erklærede præsident Jacob Zuma en uges landesorg over de dræbte ved minen, som ligger omkring 100 kilometer nordvest for Sydafrikas største by, Johannesburg.

I den seneste tid har der været uroligheder blandt minens medarbejdere på grund af uoverensstemmelser mellem to fagforeninger, og 10 mennesker var allerede blevet dræbt i forbindelse med strejken forud for torsdagens sammenstød.

Sydafrikas politiminister forsvarer politiet og siger, at betjentene handlede i selvforsvar, fordi de blev beskudt af minearbejdere fra en nyopstartet fagforening, der er ude på at udfordre Sydafrikas Nationale Forening af Minearbejdere, som er tæt forbundet med regeringspartiet ANC.