Den europæiske gældskrise og urolighederne på den koreanske halvø påvirkede tirsdag aktiekurserne på Wall Street. Dykket blev dog ikke så voldsomt som frygtet.

Efter en voldsom nedtur mandag, hvor kurserne på de toneangivne aktier faldt til det laveste niveau siden 10. februar, var der ikke store forventninger til tirsdagens aktiehandel på Wall Street i New York.

Men dykket blev dog ikke så stort som frygtet, efter at flere toneangivende indekser var faldet med mere end tre procent i de indledende handler.

Ved lukketid var Standard & Poor-indekset steget med marginale 0,04 procent, mens Dow Jones faldt med 0,2 procent, og Nasdaq-indekset gik i minus med 0,1 procent.

Investorerne er fortsat bekymrede for, at gældskrisen i Europa vil true det globale økonomiske opsving.

Også de øgede spændinger på den koreanske halvø, hvor Nordkorea og Sydkorea krydser klinger, har bidraget til at sænke humøret på Wall Street yderligere.

Det frygtede fald blev dog bremset, da aktierne steg i detailhandlen. Et andet lyspunkt var de amerikanske forbrugeres tillid, som i maj steg for tredje måned i træk. Forbrugertilliden ligger nu på det højeste niveau i to år.

/ritzau/Reuters