Soldater fra Emiraterne har befriet kapret skib i Det Arabiske Hav. Skibet blev stormet af en specialstyrke.

En militærstyrke fra De Forenede Arabiske Emirater har under en aktion i Det Arabiske Hav befriet et skib, der fredag morgen blev angrebet og kapret af pirater.

Det meddeler de statslige medier i Emiraterne.

Ifølge WAM, det officielle nyhedsbureau i Emiraterne, var det specialstyrker, der gik i aktion og befriede fragtskibet MV Arrilah-I øst for Oman i Det Arabiske Hav lørdag aften dansk tid.

- Et speciel anti-terrorenhed støttet af enheder fra luftvåbnet og under koordinering med USA's Femte Flåde stormede skibet. Piraterne overgav sig, siger en embedsmand til WAM.

- MV Arrilah er nu på vej med hele sin besætning til Emiraterne, og piraterne vil blive overdraget til indenrigsministeriet, siger embedsmanden videre.

USA's Femte Flåde har base i Bahrain og opererer i Golfen.

Skibet, der var på vej fra Australien til Dubai, ejes af datterselskaber af selskabet Adnoc, som er et statsligt selskab i emiratet Abu Dhabi.

/ritzau/AFP