Konfliktfyldt regeringssamarbejde mellem CDU og SPD i Slesvig-Holsten synger på sidste vers. Fredag stemmer delstatsparlamentet om at udskrive nyvalg.

Efter fire års regeringssamarbejde præget af utallige konflikter har Slesvig-Holstens borgerlige ministerpræsident, Peter Harry Carstensen, fået nok.

Carstensen ser ingen muligheder for at fortsætte samarbejdet med sin socialdemokratiske koalitionspartner, SPD, sagde han torsdag i Kiel. Hans parti CDU vil derfor fredag bede delstatsparlamentet stemme om at opløse landdagen og udskrive nyvalg til den 27. september, hvor vælgerne i forvejen skal til stemmeboksene ved forbundsdagsvalget.

- Det er den mest åbne og ærlige måde at forholde sig til denne vanskelige situation på. Delstaten kommer først, siger Carstensen, som i månedsvis har været heftigt oppe at toppes med SPD's lokale gruppe- og partiformand Ralf Stegner.

Carstensen kan regne med opbakning fra oppositionspartierne Sydslesvigsk Vælgerforening, det liberale FDP og De Grønne, men socialdemokraterne nægter nok engang at makke ret.

Stegner beskyldte torsdag i ARD's morgen-tv koalitionspartneren for at misbruge forfatningen og prøve at aflede opmærksomheden fra problemerne med den statsejede kriseramte HSH Nordbank og atomkraftværket Krümmel, som er lukket på grund af tekniske vanskeligheder.

Uden SPD's stemmer mangler CDU det nødvendige totredjedelsflertal til at opløse landdagen, men Carstensen kan så fremprovokere en mistillidsafstemning for at få valget udskrevet.

Det næste delstatsvalg skulle egentlig finde sted i maj 2010, men det danske mindretals parti, Sydslesvigsk Vælgerforening, håber, at valget kommer i september.

- Det, som den store koalition har opført de sidste fire år, har helt sikkert ikke været vælgernes kop te. Derfor er det på høje tid, at de bliver spurgt, udtaler SSV's gruppeformand, Anke Spoorendonk.

/ritzau/dpa