RUMÆNIEN: Søndag er der folkeafstemning i Rumænien. Her skal borgerne tage stilling til, om den suspenderede præsident Traian Basescu skal stilles for en rigsret.

Præsidenten blev i starten af juli suspenderet af det rumænske parlament, fordi et flertal ifølge BBC mener, at han ikke havde ret til at gennemføre en række massive besparelser på statens budget tilbage i 2010.

Traian Basescu afviser beskyldningerne og har opfordret til en boykot af søndagens folkeafstemning.

Ifølge rumænsk lov skal mere end halvdelen af rumænerne stemme for at gøre resultatet gyldigt. De seneste meningsmålinger viser ifølge BBC, at omkring 65 procent af de stemmeberettigede rumænere ønsker at fjerne præsidenten.

Vælger rumænerne i dag, at han skal anklages, skal der afholdes et præsidentvalg indenfor tre måneder.

Rumænien og nabolandet Bulgarien blev medlem af EU i 2007, men Bruxelles har sat begge lande under særlig overvågning på grund af bekymring for retsvæsenets uafhængighed, korruption og politisk indflydelse i statslige institutioner.

BNB