En koalitionsregering mellem partierne Nyt Demokrati og Pasok ligner en realitet i Grækenland. Mindre venstreparti kan også blive del af kommende regeringen.

Grækenland: Tirsdag bliver dagen, hvor Grækenland får sin nye regering på plads. Som ventet bliver regeringen en koalitionsregering bestående af de proeuropæiske partier Nyt Demokrati, der vandt valget 17. juni, og socialistpartiet Pasok. Det oplyser et højtstående medlem af Nyt Demokrati til nyhedsbureauet Reuters.

- Vi indgår en aftale i morgen, vi vil danne en regering, lyder meldingen fra kilden i partiet, der ikke står frem med navn.

Fra Nyt Demokrati forlyder det ligeledes, at man håber på, at det lille venstrefløjsparti Demokratisk Venstre kan blive en del af det kommende samarbejde.

Ifølge det græske indenrigsministerium fik Nyt Demokrati 29,66 procent af stemmerne og 129 mandater ved valget søndag. Hovedudfordreren, det venstreorienterede parti Syriza, måtte nøjes med 26,89 procent.

Trods et godt valg for Syriza blev søndagens valg altså en sejr for de proeuropæiske partier, der støtter Grækenlands milliardstore gældaftale med Den Internationale Valutafond (IMF) og EU.

Samarbejdet med EU kom allerede til udtryk søndag aften.

På et kort pressemøde lovede lederen af Nyt Demokrati, Antonis Samaras, således, at Grækenland fortsat vil være »forankret i eurozonen«.

Han opfordrede samtidigt de andre partier til at deltage i en national samlingsregering, der skal sikre vækst og stabilitet i det gældsplagede euroland.