USA: Det første menneske på Månen er død. Astronauten Neil Armstrong er lørdag afgået ved døden i en alder af 82 år, skriver flere amerikanske medier

Neil Armstrong blev tidligere på måneden opereret i hjertet, skriver Reuters, men selve dødsårsagen står endnu ikke klart.

Han skrev sig ind i verdenshistorien den 20. juli i 1969, da han sprang ud af Apollo 11 og udtalte ordene: »This is one small step for man, one giant leap for mankind«. Oversat til »Dette er et lille skridt for et menneske, men et kæmpe spring for menneskeheden«.

Sammen med sin makker Edwin »Buzz« Aldrin, der måtte nøjes med at gå i kommandør Armstrongs fodspor, gik Neil Armstrong rundt på Månen i cirka tre timer.

Rejsen med Apollo 11 blev i øvrigt Armstrongs sidste rejse i rummet. Året efter blev han tildelt et administrativt job i NASA, som han forlod efter yderligere et år til fordel for et professorat på Universitet i Cincinnati. Frem til sin død lørdag aften boede han i netop Cincinnati-området sammen med sin kone, Carol.

Sidste år modtog Neil Armstrong og tre andre astronauter den såkaldte Congressional Gold Medal, som er den højeste udmærkelse en civil person kan opnå i USA.

På de elektroniske medier strømmer det allerede over med mindeord for Neil Armstrong. Den svenske udenrigsminister, Carl Bildt, begræder blandt mange andre astronautens død:

- Neil Armstrong. Vi husker hans kæmpe spring for menneskeheden. Nu har han taget sit sidste skridt, skriver Carl Bildt på Twitter.