Forbundskansler Angela Merkel opfordrer til at holde hovederne kølige op til EU-topmødet.

Europas økonomiske motor, Tyskland, maner til ro i arbejdet med at stabilisere økonomien i eurozonen.

Luxembourgs premierminister, Jean-Claude Juncker, har kritiseret Tyskland for ikke "så meget som at overveje andres idéer" til at løse euro-krisen.

Men den køber Angela Merkel, Tysklands forbundskansler, ikke.

- Vi bør arbejde stille og roligt på en målrettet måde imod det, der venter os næste fredag, sagde Merkel torsdag på en pressekonference i Berlin sammen med den besøgende svenske statsminister, Fredrik Reinfeldt.

Juncker er også leder af en komité af eurozonefinansministre, den såkaldte eurogroup, og han skriver i et indlæg i avisen Zeit torsdag, at "Tyskland er for enkel i sin tankegang".

Hele komplekset om den kriseramte euro skal op at vende på et EU-topmøde i Bruxelles den 16. og 17. december, og Merkel er ikke enig med Junckers tilgang til, hvordan eurozonen stabiliseres.

- Vi må lægge alle vore kræfter i at levere gode resultater for euroens fremtid, sagde Merkel med henvisning til at opnå enighed om mindre traktatændringer og en krisemekanisme.

- Jeg kan kun erklære mig enig, sagde Reinfeldt, der tilføjede, at Sverige, som ikke har euro, støtter de nødvendige "mindre traktatændringer", der skal til for at gennemføre en varig krisemekanisme.

Reinfeldt tilføjede, at han også støtter den skrappe budgetpolitik, som Tyskland fører.

/ritzau/dpa