Kina varsler en opblødning i sin valutakurspolitik og afviser ikke længere kategorisk at hæve yuanens værdi i forhold til dollaren.

Den kinesiske centralbank oplyser, at Kina vil åbne for en fleksibel yuan-kurs.

- Kinas centralbank har besluttet at fortsætte reformen af valutakursmekanismen for RMB (yuanen) og øge fleksibiliteten i RMB's valutakurs, lyder det i en erklæring centralbanken.

USA og andre lande har længe krævet, at den kinesiske valuta får lov til at stige for at dæmme op for ubalancer i handlen.

Hidtil har kineserne dog fastholdt deres ret til selv at bestemme valutapolitikken og afvist krav fra USA om at skrive yuanen op i værdi.

Kritikere, heriblandt USA's regering og erhvervslivet, mener, at Kina holder sin valuta kunstig lav for at øge eksporten og dermed stå sig bedre i forhold til konkurrenterne.

Men i de seneste måneder har eksperter set en mulighed for, at Kina langsomt vil begynde at hæve kursen på yuanen i forhold til andre ledende valutaer.

Amerikanske politikere presser dog stadig på for at få den amerikanske finansminister, Timothy Geithner, til rubricere Kina som kursmanipulator, hvilket ville åbne mulighed for at indføre handelssanktioner over for kineserne.

Værdien af den kinesiske yuan i forhold til andre valutaer ventes at blive et varmt emne på G8 og G20-topmødet i Canada i næste weekend.

/ritzau/AFP