Flere generationer trodser den japanske varme for at se præsident Obama tale i Fredsparken i Hiroshima.

Hiroshima: Flere japanere er trukket gispende ud i skyggen, hvor de værger sig for den bagende sol.

Det samme er freelancejournalist Asger Røjle, der fredag observerer det historiske besøg af USA's præsident, Barack Obama, ved mindestedet for atombomben i Hiroshima.

- Det er en stor begivenhed, som folk gerne vil have færten af. Der er nogle enkelte, der er ældre, som er mødt op, og som formentlig har oplevet krigen, siger Asger Røjle.

Barack Obamas besøg er historisk, fordi det er første gang, at en siddende amerikansk præsident besøger havnebyen, hvor 140.000 mennesker mistede livet, efter USA's første atombombeangreb i 1945.

Ved besøget skal præsidenten møde overlevende fra angrebet sammen med Japans premierminister, Shinzo Abe, i Fredsparken i byen.

- Fredsparken er det, der var den centrale del af Hiroshima, og som blev fuldstændig udraderet med undtagelse af en udstillingsbygning, der i dag står tilbage som den berømte atomkuppel, der er blevet bevaret i sin ødelagte stand, forklarer Asger Røjle.

I parken, hvor han befinder sig, kan han se de japanske borgere stimle tæt sammen for at få et glimt af præsidenten. Et svært projekt, fordi der er masser af sikkerhedsfolk på stedet og helikoptere i luften.

Sikkerhedsfolkene kan dog tilsyneladende tage det roligt, for modstand mod præsidenten skal man lede længe efter i parken.

- Borgergrupper og andre, de ville normalt stille op et andet sted, siger Asger Røjle, der også kan fortælle, at der har været meldinger om enkelte demonstrationer mod besøget i de japanske medier.

De er dog ikke repræsentative, for hvordan Obamas besøg udlægges generelt i de japanske medier.

- Næsten alle har været positive. Også selv om det fra starten har heddet sig, at der ikke ville komme nogen undskyldning. Så har folk ment, at det, at han kommer og viser respekt, er på sin plads. Man har ikke forventet en undskyldning, siger Asger Røjle.

Ifølge ham er det særligt vigtigt for japanerne, at netop byerne Hiroshima og Nagasaki æres. Angrebene på byerne har nemlig fået en rolle i historieskrivningen, der har betydet, at krigen huskes, som noget der aldrig må gentages.

- Den dominerende del af fortællingen er historien om de sidste år, hvor japanerne led forfærdeligt, siger Asger Røjle.

/ritzau/