Den tidligere general Susilo Bambang Yudhoyono står til at blive genvalgt som præsident i Indonesien, viser valgstedsmålinger.

Indonesiens 176 millioner vælgere ser ud til at belønne præsident Susilo Bambang Yudhoyos reformkurs.

Den tidligere general fører i hvert fald i de første valgstedsmålinger, efter at valgstederne lukkede onsdag morgen i verdens folkerigeste muslimske land.

Yudhoyono står ifølge forskellige målinger til at få mellem 48,8 og 54,4 procent af stemmerne mod omkring 30 procents opbakning til hans nærmeste konkurrent. Men iagttagere tager oplysningerne med et gran salt og tvivler på, at præsidenten kan opnå de nødvendige 50 procent af stemmerne for at undgå en anden valgrunde. Præsidentens rivaler, vicepræsident Yusuf Kalla og tidligere præsident Megawati Sukarnoputri, nyder stor opbakning i den østlige del af øriget, og herfra ventes resultaterne med spænding.

Det er kun anden gang, at indoneserne har mulighed for at være deres præsident ved et direkte valg, og det ventes at blive afgørende for landets vej hen imod et fungerende demokrati. Analytikere forventer, at en sejr til Yudhoyo vil sætte skub i reformprocessen. Aktierne og valutakursen i Sydøstasiens største økonomi er allerede steget op til valget, fordi præsidentens genvalg blev anset som så godt som sikker.

For et årti siden lå Indonesiens økonomi i ruiner efter 32 års Suharto-styre, hvor korruptionen og nepotismen blomstrede, og Yudhoyonos regering har de seneste fem år skabt politisk stabilitet og økonomisk fremgang til landet.

/ritzau/Reuters