Den Europæiske Centralbank må træde mere i karakter, hvis gældskrisen i EU skal tøjles, advarer Valutafonden.

EU kom under nyt pres for at intensivere sin respons på eurozonens gældskrise søndag, hvor Valutafonden (IMF) gjorde klart, at Den Europæiske Centralbank (ECB) er den eneste spiller, der er stor nok til at "skræmme" de finansielle markeder.

Tyskland og mange ledende embedsfolk inden for ECB er tilbageholdende med at tage skridt til, at centralbanken drages mere ind i bestræbelserne på at støtte Grækenland og andre gældstyngede lande.

Men efter at verdens aktiemarkeder er styrtdykket af frygt for, at en ny krise kan brede sig til andre lande og ramme verdensøkonomien hårdt, er EU's politikere kommet under enormt pres for at lægge en mere vidtrækkende redningsplan på bordet.

- ECB er den eneste spiller, der virkelig kan skræmme markederne, erklærede Antonio Borges, lederen af IMF's europæiske afdeling, på sidstedagen søndag af IMF og Verdensbankens stormøde i Washington.

IMF's chef, Christine Lagarde, skulle efter planen mødes med finansministeren for Grækenland - hvor krisen nu er koncentreret - søndag aften.

Det sker samtidig med, at embedsfolk bryder hovederne over, hvordan man kan styrke EU's banksystem og holde krisen under kontrol.

EU og IMF har allerede hjulpet Grækenland, Portugal og Irland med redningsplaner, og embedsfolk ønsker at forhindre krisen i at brede sig videre til Italien, Spanien og andre europæiske lande.

Borges siger, at det er afgørende at kæde ECB's muligheder for at bekæmpe krisen sammen med midlerne fra EU's redningsplaner, der beløber sig til 440 milliarder euro. Ellers vil der ikke være styrke nok bag forsøgene på at tøjle gældskrisen.

Imidlertid udviser en række ECB-embedsfolk en vis tilbageholdenhed.

- Det er ikke gavnligt at have et sneskred af nye forslag hver eneste uge, lyder det eksempelvis fra østrigeren Ewald Nowotny, medlem af ECB's bestyrelse.

/ritzau/Reuters