Det gik ikke udramatisk for sig, da Vester Lee Flanagan, der var kendt på tv-skærmen som Bryce Williams, blev fyret som journalist på den amerikanske tv-station WDBJ7. Onsdag tog han hævn, da han skød og dræbte to af stationens medarbejdere for åben skærm.

Kameramanden Adam Ward og journalist Alison Parker var på en opgave som så mange andre. Et live-interview til morgenfladen på den lokale tv-station WDBJ7, der dækker det sydvestlige og centrale Virginia, var hverdagskost.

Det, de ikke vidste, var, at 41-årige Vester Lee Flanagan - en tidligere ansat på tv-stationen - var fast besluttet på, at det skulle være deres sidste interview nogensinde.

Læs også:

Den morgen dukkede han op, og uden at tøve skød og dræbte han de to personer fra WDBJ7, mens Vicki Gardner - kvinden, der blev interviewet - blev såret. Alt sammen for øjnene af de tv-seere, der fulgte med i live-interviewet.

I et selvmordsbrev har Flanagan forklaret, at motivet var en slags hævn for alle de forbrydelser, der er sket mod sorte mennesker i USA. Men han nævner også en besværlig tid på WDBJ7 som en af grundene til, at Adam Ward og Alison Parker skulle dø.

Her ses billeder af de dræbte, som er blevet frigivet af tv-selskabet WDBJ7-TV i Roanoke i Virginia. De to ansatte fra WDBJ7 27-årige fotograf Adam Ward og 24-årige journalist Alison Parker.
Her ses billeder af de dræbte, som er blevet frigivet af tv-selskabet WDBJ7-TV i Roanoke i Virginia. De to ansatte fra WDBJ7 27-årige fotograf Adam Ward og 24-årige journalist Alison Parker. Foto: Handout
Vis mere

Torsdag kan ABC News så afsløre, at dobbeltmorderen i den grad levede en kontroversiel tilværelse i sin korte tid på tv-stationen.

Flanagan blev ansat den 6. marts 2012, men blev fyret under 12 måneder senere den 1. februar 2013.

Læs også: Tidligere kollega skød kameramand og journalist på live-tv: Nu er han død

Allerede i maj fik han den første skriftlige advarsel, efter at han havde svinet sin kameramand til foran en person, der skulle medvirke i et interview.

»Yderligere sager med upassende opførsel, der er uprofessionel og som får en kollega til at føle sig truet eller dårligt tilpas, vil føre til mere alvorlige sanktioner, deriblandt en mulig afskedigelse,« lød det truende i advarslen til Flanagan, der brugte ‘Bryce Williams’ som sit navn på skærmen.

To måneder senere - den 30. juli - var den igen gal.

»Din opførsel bliver ved med at skabe en masse gnidninger med dine kollegaer.«

»Du må under ingen omstændigheder tale grimt, være aggressiv i din fremtoning eller lange ud efter en kameramand i offentligheden.«

»Det er tydeligt, at der allerede er gjort meget skade i dine arbejdsforhold til flere af vores ansatte kamerafolk. Det er dit ansvar at arbejde for at forbedre disse forhold,« lød det.

Læs også:

I november fik han endnu et vink med en vognstang om at forbedre sig i en ny advarsel, hvor det bl.a. blev skrevet, at han »er nødt til hurtigt at gå fra at være en medarbejder, der begår fejltrin efter fejltrin, til at være den problemfrie medarbejder, vi håber, du kan blive«.

Men det blev han aldrig, og den 1. februar var tålmodigheden løbet op. Flanagan blev indkaldt til et møde, hvor han blev fyret.

Mødet udviklede sig til en konfrontation, hvor Vester Lee Flanagan nægtede at forlade stedet. Til sidst blev man nødt til at ringe til politiet, der slæbte journalisten ud.

Senere hev han sin nu tidligere arbejdsgiver i retten, hvor han afsluttede med nogle ord, der må siges at have været et varsel om den tragedie, der indtraf onsdag eftermiddag.

»Jeg vil ikke finde ro, før denne sag er løst. Jeg er en meget, meget vedholdende person, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at opnå retfærdighed,« skrev han i et brev til sagens dommer den 26. maj 2014.

Lidt over et år senere gjorde han alvor af de ord på den værst tænkelige måde.