Det er næppe al-Qaeda, der står bag onsdagens gidseldrama i Toulouse. Gerningsmanden, som påstod, at han havde forbindelser til terrornetværket, er psykisk syg.

Alle gidsler slap uskadt, da indsatsstyrker fra fransk politi onsdag eftermiddag stormede en bank i Toulouse, hvor en 26-årig mand tidligere på dagen havde taget fire personer til fange.

Inden stormen på banken havde manden løsladt to af gidslerne, mens de sidste to blev befriet af politiet, som skød gerningsmanden i benet.

Mens gidseldramaet stod på, påstod manden, der har nordafrikansk baggrund, at han tilhører al-Qaeda. Det vakte ubehagelige mindelser i Toulouse, som i marts var hjemsted på en serie af drab på soldater og jødiske børn, begået af en selvudnævnt al-Qaeda-terrorist.

Intet tyder dog på på, at gidseltagerens påstand om terrorforbindelser holder vand. Ifølge flere medier har den 26-årige mand en psykisk sygdom, formentlig skizofreni. Til avisen La Depeche fortæller hans søster, at manden lider af angst for den omgivende verden.

I en officiel udtalelse roser præsident Francois Hollande politiet for at løse gidseldramet uden at skade gidslerne.

- Jeg hylder den effektivitet og koldblodighed, som indsatsstyrken udviste. Det understreger deres professionalisme og deres engagement for at garantere borgernes sikkerhed, siger præsidenten.