De omfattende ødelæggelser efter det kraftige jordskælv i Haiti betyder, at FN står over for den værste katastrofe og sværeste opgave i organisationens historie

Jordskælvet i Haiti er den værste katastrofe, FN nogensinde har stået overfor.

Det siger talskvinden for verdensorganisationen, Elisabeth Byrs.

Hun påpeger, at det kraftige jordskælv har ødelagt stort set al infrastruktur i katastrofeområdet.

- Det er en historisk katastrofe. Vi har aldrig tidligere været konfronteret med sådan en katastrofe i FN's minde. Det er uden fortilfælde, siger Elisabeth Byrs, der er talsmand for FN's kontor for koordinering af nødhjælp (OCHA).

I Indonesiens Aceh-provins holdt regeringsbygningerne stand efter den voldsomme tsunami i julen 2004.

Men i Haiti er alt flere steder jævnet med jorden. Det gælder også FN's eget hovedkvarter i hovedstaden Port-au-Prince.

I byen Leogane er op mod 90 procent af bygningerne styrtet i grus, og skælvet har "halshugget" byen, siger Byrs.

Leogane ligger vest for hovedstaden Port-au-Prince og har 134.000 indbyggere.

- Leogane er det hårdest ramte område i Haiti, og mellem 80 og 90 procent af bygningerne er ødelagt, siger Byrs.

Det lokale politi vurderer, at mellem 5000 og 10.000 af byens indbyggere har mistet livet i jordskælvet. Mange andre ligger fortsat begravet i ruinerne.

Også i blandt andet Carrefour, der er en forstad til Port-au-Prince, er der store ødelæggelser. Ifølge FN-personale er omkring halvdelen af bygningerne braset sammen. Carrefour har 334.000 indbyggere.

Situationen her giver et fingerpeg om omfanget af ødelæggelser uden for hovedstaden, siger Byrs.

Omkring 1500 redningsfolk fra 27 lande gennemsøger katastrofeområderne med hunde for at finde overlevende. Der er fundet 58 overlevende i løbet af fredag og lørdag, siger Byrs.

Men redningsindsatsen hæmmes af dårlig transport og kommunikation samt mangel på brændstof, siger Byrs.

/ritzau/AFP