EU-topmødet har foreløbig opgivet at nå til enighed om at ændre EU-traktaten i fællesskab for at redde euroen.

Det ser ikke ud til at lykkes for de 27 EU-lande at bevare EU-samarbejdet intakt.

Flere internationale nyhedsbureauer citerer diplomatiske kilder for, at EU-topmødet efter forhandlinger til langt ud på natten har opgivet at nå til enighed om at ændre EU-traktaten i fællesskab for at redde euroen.

Diplomatiske kilder bekræftede over for Ritzau ved fire-tiden, at forhandlingerne formentlig snart ville blive afbrudt for at fortsætte senere fredag.

Det bliver så nok de 17 eurolande og andre, der måtte ønske at være med, som sammen skal se, om de kan enes om fælles regler for skærpet budgetdisciplin og sanktioner over for lande, der bryder reglerne.

Det er ifølge det franske nyhedsbureau AFP den britiske premierminister, David Cameron, der ikke har villet gå med til den traktatændring, som især Tyskland og Frankrig har insisteret på.

- Jeg kan bekræfte, at Storbritannien ikke længere er med i diskussionen om en revision, siger en diplomat til AFP med henvisning til, at Cameron som betingelse for en traktatændring har stillet mere omfattende krav, end de øvrige lande er klar til at acceptere.

Topmødet er stadig ikke slut, og det er derfor ikke helt utænkeligt, at stats- og regeringscheferne stadig kan finde en løsning, der forhindrer en decideret opsplitning af EU.

Men som udgangspunkt giver den eksisterende traktat ikke mulighed for at gennemføre de finanspolitiske ændringer, landene er ved at enes om, uden at man skal ændre i traktaten.

Derfor kan det blive nødvendigt at oprette en form for parallel struktur uden for EU-samarbejdet.

Der ser blandt andet ud til at være enighed om et nyt loft på foreløbig 500 milliarder euro for eurozonens permanente redningsfond, ESM, der ifølge topmødet skal gå i luften til juli næste år. Det er et år tidligere end hidtil planlagt.

EU-lederne har også aftalt at undersøge muligheden for en ny model til at skyde ekstra penge i Den Internationale Valutafond (IMF), så den kan bruges som en del af redningen.

/ritzau/