Spanien vil bede EU om en hjælpepakke til landets banker. Landets økonomiminister siger, at beløbet er »betragteligt« større end de 40 milliarder euro, som IMF har anbefalet.

Spanien vil formelt anmode EU om en hjælpepakke til landets kriseramte banker. Det siger landets økonomiminister, Luis de Guindos, efter et akut telefonmøde mellem eurozonens 17 finansministre.

Der er endnu ikke sat et beløb på anmodningen, men ifølge nyhedsbureauet Reuters’ kilder er der sat en øvre grænse på 100 milliarder euro. Den spanske økonomiminister siger i den forbindelse, at beløbet vil være »betragteligt« større end de 40 milliarder euro, som den internationale monetære fond (IMF) har anbefalet.

SKAL EU SENDE EN STOR HJÆLPEPAKKE TIL SPANIEN? DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN

Der er heller ikke taget en beslutning om, hvem der skal låne pengene til Spaniens skrantende finanssektor, men Luis de Guindos regner med, at det bliver en af de europæiske redningsfonde, enten EFSF eller ESM.

Spanien har tidligere tøvet med at bede om økonomisk hjælp i EU, og Luis de Guindos understreger, at der vil være tale om et lån og ikke en redningspakke.

Hidtil har Spanien desuden afvist, at en eventuel europæisk redningsplan af bankerne var nært forestående. Men IMF kaldte i sin meddelelse fredag den spanske finanssektor for »sårbar«.

Tidligere har Vitor Constancio, vicepræsident for Den Europæiske Centralbank, i et portugisisk radiointerview udtalt, at den spanske anmodning forventes snart.

- Det forventes, at Spanien formulerer en ansøgning om støtte udelukkende til banker. Men der skal selvfølgelig være et indtryk af vilje fra bankerne for at få et sådant program, og man kan håbe, det sker ret hurtigt, sagde Vitor Constancio ifølge BBC.

Tidligere i denne uge blev Spaniens kreditværdighed nedjusteret af kreditvurderingsbureauet Fitch, hvilket flere mener, kan indikere, at det haster med at få afhjulpet landets skrantende økonomi.

Skal EU sende en stor hjælpepakke til Spanien?

Deltag i debatten herunder