Er du norsk? Eller kan du påtage dig en overbevisende norsk accent? Så har Sir Benjamin Julian Alfred Slade muligvis et godt tilbud til dig.

Sir Ben, som han bliver kaldt, er nemlig på udkig efter en kvinde, han kan indstifte et ægteskab og dele sin formue og sine to slotte med.

Det meddeler norske DN.

Sir Ben Slade er af adelstanden baronetterne, som han arvede af sin far i 1962. Han er ungkarl, dreven Brexit-forkæmper og mangemillionær.

Nu i en alder af 73 leder han efter en kvinde, som kan skaffe ham en arving til baronet-titlen og til den betragtelige formue. Til DN fortæller han, at han gerne vil have en norsk kone, så længe hun opfylder en række ufravigelige betingelser:

»Der er nogle få simple kvalifikationer. En lille smule bogholderi, juridisk arbejde ville være godt. Det ville være godt, hvis hun var over 1.70 høj, jeg vil ikke have en dværg,« siger rigmanden til DN.

Derudover, fortæller han, ville det være behjælpeligt, hvis hun ikke læser The Guardian, da det i hans øjne er venstreorienteret propaganda, og så må hun ikke være lesbisk, slår han fast, ligesom det er et krav, at hun bærer overfrakke om vinteren.

Sir Ben Slade har været gift før, men ægteskabet holdt ikke, da den daværende kones 17 katte ifølge millionæren stod i vejen for ægteskabet. Katte kan derfor muligvis tilføjes til listen over ting, en potentiel kone skal være foruden.