For præcis ét år siden skabte Eyjafjallajökull et askekaos uden lige. Nu skal vulkanen være en turistsucces.

Det er i dag præcis ét år siden, at du formentlig for første gang nogensinde tog ordet askesky i din mund.

Vulkanen under den islandske gletsjer Eyjafjallajökull, der gik i udbrud den 14. april 2010, sendte en hidtil uset mængde aske ud over store dele af Europa.

Lufttrafikken blev lammet i dagevis. Og også landbrugene i det askedækkede område gik bogstavelig talt i sort.

Men nu skal det verdenskendte askekaos gøres til en islandsk turistattraktion.

Olafur Eggertsson, der ejer gården Thorvaldseyri, der ligger få kilometer fra Eyjafjallajökull, er disse dage i færd med at gøre de sidste ting klar til åbningen af et nyt Eyjafjallajökull-museum.

- Der er kommet så mange turister ind på vores gård og ind på vores vej. Og de spørger alle sammen: "Hvor er Eyjafjallajökull? Hvor Eyjafjallajökull? Hvor er Eyjafjallajökull?"

- Men der er ingen, der viser noget frem, siger Olafur Eggertsson.

Han har valgt at indrette et gammelt maskinrum til et lille museum om den askespyende vulkan.

Fra den lille souvenirbutik kan man købe sin helt egen glaskrukke fyldt med den verdensberømte aske. Og også vulkanlignende chokolade og en helt speciel Eyjafjallajökull-parfume sælges til ære for turisterne.

- Vi forventer, der kommer mange turister, siger landmanden, der åbner dørene til museet fredag.



I byen Hvolsvöllur, som også ligger i Eyjafjallajökull-området, forbereder man sig også på, at turisterne i højere grad vil lægge vejen forbi.



- Sidste sommer led vi på grund af vulkanudbruddet, og vi havde halvt så mange turister, som vi havde forventet. Men i år vil turisttrafikken komme denne vej, siger Sigurdur Hròarsson, der er leder af byens store saga-udstilling.



Han fortæller, at områdets hoteller og turistorganisationer allerede nu melder om langt flere forudbestilte bookinger til vulkanøen og specielt området omkring Eyjafjallajökull.



/ritzau/