Sagen om Sean Flynn er på alle måder tragisk.

Den 37-årige brite mistede i 2002 sin mor, da hun efter mistænkelige omstændigheder pludselig forsvandt. Men midt i tragedien blev han selv genstand for politiets mistænkeliggørelse og sigtet for hendes forsvinden.

Sean Flynn nægtede at have noget med sagen at gøre.

Ifølge Sky News forsøgte den resterende familie i årevis at lokalisere den forsvundne Louise Tiffney, men de ihærdige eftersøgninger førte intet med sig; Louise Tiffney var væk.

I 2017 kom der så et gennembrud i sagen, da hendes lig blev fundet i Gosford House, et skovområde nordøst for den skotske storby Edinburgh.

Med fundet af liget stod politiet pludselig med en række svar til de mange spørgsmål, de havde stillet sig selv 15 år forinden.

Sean Flynn – sønnen, der blot var 22 år gammel, da hans mor forsvandt – blev med et meget interessant for politiet igen, og på ny blev han sigtet for drabet.

Sigtelsen lød på, at han havde taget livet af hende, anbragt hende i bagagerummet på sin bil og herefter kørt ud til det afsides område, hvor han havde skilt sig af med liget.

Tidligere på ugen skulle Sean Flynn, anklaget for at myrde sin mor 19 år forinden, møde op i højesteret i Livingston. Men 37-årige Sean Flynn dukkede aldrig op.

Fredag kom så nyheden om, at Sean Flynn befandt sig i Spanien – ude af stand til at sætte sig på anklagebænken hjemme i Skotland.

Sean Flynn havde taget sit eget liv.

I en udtalelse fra Sean Flynns advokat, Aamer Anwar, lyder det:

»Alle tab af menneskeliv er en tragedie. Sean Flynns pårørende er blevet informeret, og der er ikke flere kommentarer.«