70-årige Ilie Nastase har dummet sig i den seneste uges tid, erkender han, så han vælger nu at undskylde.

Tennislegenden Ilie Nastase har fredag valgt at undskylde efter nogle yderst kontroversielle udtalelser, han kom med i sidste uge i forbindelse med en Fed Cup-kamp.

Den 70-årige rumæner blev blandt andet fanget i en racistisk ytring om verdensetteren i damesingle, Serena Williams, der er gravid.

»Lad os se, hvilken farve det (barnet, red.) får. Chokolade med mælk?« lød det fra Ilie Nastase, og det fik Serena Williams til at svare igen på de sociale medier.

»Mine ord ved Fed Cup har skabt kontroverser, hvilket jeg godt kan forstå. Det har skabt mishag hos publikum, medierne og - mest smertefuldt for mig - i tennisverdenen,« siger Ilie Nastase ifølge AFP.

»Jeg er helt klar over, at intet kan undskylde mine ord. Hverken kampens store betydning, min sædvanligvis uærbødige facon eller den måde, situationen uheldigvis eskalerede på.«

»Mit liv er fortsat dedikeret til tennis og publikum, så tag venligst imod mine undskyldninger, hvad de end måtte være værd lige nu,« siger rumæneren.

Ilie Nastase lå nummer et på verdensranglisten i sin karriere som aktiv, og han vandt både French Open og US Open.

Rumæneren var på og uden for banen kendt som en farverig og bramfri type, og den stil har han tilsyneladende ført videre.

I forbindelse med Rumæniens Fed Cup-kamp mod Storbritannien sidste weekend, hvor Ilie Nastase var holdkaptajn for rumænerne, blev han desuden bortvist.

Det skete, efter at han havde anvendt bandeord over for dommeren samt briternes gravide holdkaptajn, Anne Keothavong, og briternes topspiller Johanna Konta.

Det Internationale Tennisforbund (ITF) meddelte derefter, at Ilie Nastases akkreditering til Fed Cup-turneringen var inddraget.

/ritzau/