I starten af december 2022 fortalte Jeanette Ottesen, at hun skulle skilles fra sin britiske mand, Marco Loughran.

Hurtigt stod det klart, at utroskab stod i vejen for, at Ottesen ville fortsætte ægteskabet med sin daværende svømmekollega.

Og i Radio 4-podcasten 'Skilsmissen' afslører den danske svømmedarling nu, at utroskaben stod værre til end frygtet.

To uger efter parrets andet barn, Harley, var kommet til verden, ringede Marco Loughran pludselig til Ottesen.

Eksmanden, Marco Loughran, var utro i alle ti år, forholdet stod på.
Eksmanden, Marco Loughran, var utro i alle ti år, forholdet stod på. Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Jeg har brug for at snakke med dig. Jeg har brug for at sige det til dig face to face,« sagde han.

»Har du en anden?« spurgte Ottesen, og svaret var et klart og tydeligt 'ja'.

Straks begyndte Jeanette Ottesen at undersøge, hvor galt det stod til med sin mand, som hun på daværende tidspunkt havde været sammen med i ti år.

Hurtigt finder den tidligere svømmer ud af, at det ikke kun er en eller to kvinder, han har været utro med.

»Både venner og bekendte har været sammen med min mand. Også en masse fremmede. Der er så mange mennesker involveret i det her de seneste ti år, at det er klamt. Det værste ved det er, at han har gjort det, mens jeg har været gravid. Han har gjort det, mens vi er blevet gift.«

»Han har aldrig været mig tro. Aldrig nogensinde. Fra day one har han haft mig, og så har han haft nogle rundt omkring,« fortæller Jeanette Ottesen, der har fået det bekræftet af Marco Loughran, som ikke selv har kommenteret sagen offentligt.

I sommeren sidste år kunne Ottesen fortælle, at hun igen har fundet kærligheden.

Denne gang i Christian Wahlgreen, der arbejder i finansbranchen.