FC Nordsjælland må de kommende uger undvære to spillere. Såvel David Moberg Karlsson som reservemålmand Alex Runarsson står foran skadespauser.

Det oplyser FC Nordsjælland på deres hjemmeside.

»Alex Runarsson har efter et kontrolcheck fået konstateret en tværfraktur gennem en af de små håndledsknogler i venstre hånd, mens David Moberg Karlsson desværre har pådraget sig en mindre skade i baglåret,« skriver FC Nordsjælland.

Jacob Penalver, chef-fysioterapeut, forventer, at det står værst til med målmand Alex Runarsson.

»Vi besluttede at tage et ekstra check på Alex, efter at han har haft gener i noget tid, og det viste sig at være en god idé, da han desværre nu skal have hånden i gips i godt tre uger, og derefter venter tre ugers genoptræning. I Davids (Moberg Karlsson, red.) tilfælde opstod skaden i træningen med det svenske U21-landshold, og vi skal have foretaget en MR-scanning for at kunne sætte den præcise prognose, men vi forventer på nuværende tidspunkt, at David er ude i fire uger,«

FC Nordsjællands næste Superliga-opgave er på udebane mod Viborg d. 12. september.