Per Frandsen stopper som cheftræner i 1. divisionsklubben HB Køge. Den tidligere FCK-profil fortsætter trænerkarrieren i Brøndby, hvor han skal stå i spidsen for U19-holdet.

Han begyndte som assistent i den sjællandske klub i 2009, og siden 2012 har Per Frandsen været cheftræner.

Det kan umiddelbart tolkes som et skridt tilbage at gå fra at være cheftræner til at blive ungdomstræner, men sådan ser Per Frandsen ikke sit jobskifte.

- Jeg har været glad for mine fem gode år i HB Køge. Først som assistent og siden som cheftræner. Jeg synes at vi har spillet en god og positiv form for fodbold og glæder mig over at have været med til at udvikle de mange unge talenter i HB Køge. Det har været en god tid i min udvikling som træner og jeg kommer helt sikkert til at savne folkene i og omkring klubben. Både spillere, trænere, ledere, administrationen, de mange frivillige og ikke mindst klubbens fans.

- Jeg ser dog også frem mod den nye udfordring i Brøndby, hvor jeg får muligheden for at være med til at udvikle en masse unge spillere og gøre dem klar til førsteholdet i en af landets bedste klubber, siger Frandsen til HB Køges officielle hjemmeside.

Frandsen havde sin storhedstid som aktiv i perioden 1996-2004,  hvor han spillede i Bolton, Blackburn og Wigan. Med jobskiftet bliver han en nøgleperson i udviklingen af Brøndbys nye satsning på at udvikle unge talenter, det såkaldte Masterclass-program.

 - Per Frandsen har været en fantastisk træner for os, og han er i vores optik et meget stort trænertalent, som kan nå rigtig langt. Han har skabt gode resultater med et lille budget og rækkens yngste trup. Han har skabt et godt træningsmiljø for vores spillere og har formået at udvikle vores unge talenter i en sådan grad, at vi har kunnet tjene penge på spillersalg, siger HB Køges bestyrelsesformand Henrik N. Andersen.

Per Frandsen er det seneste navn i rækken af spillere og trænere, som har gennem de senere år bevæget sig nordpå fra Køge til Brøndby.

- Der er særdeles gode relationer mellem HB Køge og Brøndby IF, og har været det i flere år. Først med salget af Makienok, siden Auri og sidste år Per Rud. Vi har haft en god dialog omkring tingene og alt er som altid foregået helt efter bogen. Der er ingen sure miner over at Brøndby nu for anden gang på tre år henter vores cheftræner. Vi ser det som et cadeau til vores arbejde og en blåstempling af vores evne til at udvikle både spillere og trænere, siger bestyrelsesformanden, som snart forventer at kunne præsentere HB Køges nye cheftræner.