Interessen for Piono Sisto blev nok ikke mindre efter to mål mod Viborg. Men medspillerne gør, hvad de kan for at overtale ham til at blive.

De danske mestre fra FC Midtjylland kom planmæssigt fra start i titelforsvaret. Den netop tiltrådte Jess Thorup fik tre point i Superliga-debuten – og så endda over ærkefjenden Viborg. Samtidig strålede to af holdets største stjerner.

Det bugnede med agenter på MCH Arena i Herning i går. Og muligheden for at vise sig frem lod FC Midtjyllands varmeste navne ikke passere. Både Pione Sisto og Erik Sviatchenko leverede klasse til mere end Superliga-fodbold i en ellers halvtam affære mellem de danske mestre og oprykkerne fra Viborg.

Med to mål, hurtige fødder og evnen til at begejstre publikummet drønede Pione Sisto fra land i Superliga-premieren med både hjulspin og røg efter sig. Faktisk var der så meget fart på U21-landsholdsspilleren, at den vikarierende anfører Erik Sviatchenko under kampen beordrede Sisto til at blive i klubben lidt endnu.

Prøver at overtale Sisto

»Jeg sagde til ham, da han scorede nummer to: ’Du bliver lige her et halvt år til – det kan jeg mærke, du også gerne vil,’ og så grinede han,« sagde Sviatchenko og fortsatte:

»Selvfølgelig prøver vi at hive i ham og overtale ham til at blive, så godt vi nu kan, men vi ved også godt, at han skal videre en dag. Danmark er en udviklingsliga, og Pione vil selvfølgelig gerne prøve sig af på et højere niveau. Vi nyder ham, så længe vi kan.«

Pione Sisto tager opmærksomheden med vanlig jysk ro og ydmyghed, da han bliver bedt om at forholde sig til interessen fra flere store udenlandske klubber, som uden tvivl ikke blev mindre efter gårsdagens opvisning:

»Jeg tænker ikke på, hvilket signal jeg sender til de agenter og klubber, der sidder på tribunen. Jeg gør det, jeg skal for mit hold. Omvendt ved jeg selvfølgelig også godt, at min præstation i dag tilfredsstiller eventuelt interesserede klubber.«

Ømme stænger

Spiller du i FC Midtjylland, når transfervinduet smækker i?

»Det kan jeg ikke kommentere. Jeg nyder bare at have spillet 90 minutter for første gang i over et halvt år. Jeg kan godt mærke lidt ømhed,« lød det fra matchvinderen, som storspillede foran Jess Thorup på sidelinjen, der for første gang stod i spidsen for midtjyderne i et Superliga-opgør.

Og den nu tidligere U21-landstræner var også lettet og glad for sejren mod ærkerivalen.

For som han selv siger, giver sejren ham nogle ’vigtige point i banken hos tilhængerne’.

Men havde Thorup helst ønsket sig lidt mere anonyme præstationer fra Sviatchenko og Sisto med henblik på, at der stadig er lang tid til, at transfervinduet klapper i?

»Som træner håber jeg altid, at den enkelte spiller yder sit bedste hver gang. Og ja, de to har x-faktor. Sviatchenko spiller fantastisk og leder holdet gennem hele kampen, og Sisto laver to mål og viser, at han kan det ekstra. Det er det, vi som klub kan, og så må man jo tage med, at de lyser op foran interesserede klubber, som de gør i dag,« svarede Jess Thorup, der ikke vil afvise, at guldfuglene er fløjet fra reden, før sommer bliver til efterår.

Næste opgave for Jess Thorup bliver returopgøret i kvalifikationen til Champions League, hvor midtjyderne tirsdag skal til Gibraltar og møde Lincoln Red Imps med en 1-0-føring i bagagen. På fredag venter Sønderjyske på udebane i Superligaen.