Tommy Håkansson forholder sig roligt til kritikken og arbejder videre. Men erkender, at han snart er fortid.

Midt i Brøndbys alvorligste udfordringer nogensinde er der uro i den ledelse, der skal redde klubbens økonomi.

Som BT og sporten.dk i dag kan fortælle, var der i fredags indkaldt til medarbejdermøde uden direktør Tommy Håkansson, men med deltagelse af blandt andre næstformand Benny Winther. Et stort flertal af medarbejderne udtrykte deres utilfredshed med Tommy Håkansson, som de ikke har tillid til kan føre Brøndby ind i fremtiden, og efter mødet stod det klart for de fleste, at han da heller ikke fortsætter som direktør, når den økonomiske redning forhåbentlig er sikret.

Den opfattelse bekræfter Tommy Håkansson nu over for sporten.dk.

- Jeg ER en midlertidig løsning. Det er ingen hemmelighed. Det har jeg sagt fra dag 1, siger Tommy Håkansson, der tager den interne kritik forholdsvis roligt.

- Når man er i en trykket situation, som vi har været i et stykke tid i Brøndby, så er der folk, der føler sig pressede. Det er meget naturligt. Vi arbejder videre, vi ser fremad, og vi knokler for at få planen klar, så vi kan sikre vores likviditet, siger Tommy Håkansson.