Dansk ishockey scorer to millioner på sponsorkontrakt med Superbest

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Danmarks bedste ishockeyliga hedder fra i dag og små to år frem Superbest-Ligaen.

Dagligvarekæden har købt navnet på turneringen for et beløb på rundt regnet to millioner kroner.

Superbest har desuden sikret sig en option på yderligere to år.

Efter hvad B.T. erfarer klart det største turneringssponsorat, Danmarks Ishockey Union nogensinde har tegnet.

Den rekordstore aftale er forhandlet på plads af Team Danmark efter måneders hårdt benarbejde. Sanistål var sponsor for turneringen i sæsonen 2001/2002.

DIUs formand, Peter Berg, ville i aftes ikke kommentere B.T.s oplysninger om det nye navn på den danske liga.

»Det bliver offentliggjort tirsdag (i dag, red.),« siger han og tilføjer:

»Men det er en aftale, vi er meget glade for. Det er ikke billigt at være A-nation med det store aktivitetsniveau, vi har op til VM til april i Finland.«

I forvejen får elitesatsningsforbundet DIU millionstøtte fra Team Danmark samt fra landsholdets hovedsponsor, Intrum Justitia.

Hvordan de nye millioner skal fordeles afgøres på et økonomimøde i DIU i næste måned.

Det seneste VM i Danmark i 1999 blev en sportslig succes med en sensationel dansk sejr, men også en kostbar affære med et underskud på en lille million kroner, primært fordi der blev spillet i både Rødovre Skøjte Arena og Odense Isstadion.

»I dag kører vi med et underskud på 1,8 mio. kr. Samtidig med at vi stiller krav til klubbernes økonomi, må vi også stille krav til vores egen, så det er et beløb, der skal ned,« siger Peter Berg.