Jakob Fuglsang har vundet VM i moutain-bike for U23-ryttere .

Danmark har igen en verdensmester på to hjul. Denne er det i MTB, mountainbike-sporten, hvor Michael Rasmussen tidligere er blevet fejret som verdens bedste.

22-årige Jakob Fuglsang var igår den stærkeste rytter, da U23-feltet afgjorde verdensmesterskabet i terrænnet omkring Fort William i Skotland.

Jakob Fuglsang havde en indædt kamp med schweizeren Nino Churter. Men på den sidste af den fem omgange fik danskeren slået hul til schweizeren, der er regerende Europamester for U23-ryttere.

Fuglsang kom i mål med et forspring på et minut og 43 sekunder ned til schweizeren.

- Jeg er vildt glad. Jeg har fået timet formen, og det var et af mine bedste løb nogensinde, siger Jakob Fuglsang til cyclingworld.dk.

Den 22-årige rytter har tidligere i år demonstreret, at han også kan køre stærkt på en racerramme. Ved PostDanmark Rundt blev han efter en forrygende enkeltstart sammenlagt næstbedste dansker på en syvende plads.

På landevejen kører han for Team Designa Køkken, og her glæder sportsdirektør Jørgen Foder sig.

- Vi vidste godt, at Jakob kunne være med helt fremme, og vi håbede på, at han fik medalje. Men det er her rigtigt dejligt, siger Jørgen Foder til bt.dk.

- Jakob har vaklet lidt mellem mountain-bike og landevejen, som vi synes er cykelsportens Formel 1. Og det synes Jakob også. Men nu vil han nok holde fast og satse på OL i mountainbike næste år, inden han skifter til landevejen.