Hvis tennisspilleren Caroline Wozniacki vil blande sig i den absolutte verdenstop, skal hun mere frem til nettet, mener amerikansk trænerlegende.

Tennisspilleren Caroline Wozniacki har haft et fremragende 2008, men hvis den danske tennis-darling vil blande sig i den absolutte topstrid, hvor der spilles om Grand Slam-titler, så skal hun ændre spillestil.

Det fortæller den amerikanske trænerlegende Nick Bollettieri, som har analyseret Wozniackis spil for Ritzaus Bureau.

- Caroline har uden tvivl talentet til at nå længere, men hun skal stadig arbejde med at komme mere frem til nettet. Hendes solide spil fra baglinjen betyder, at hendes modstandere ofte kommer i defensiven, men til tider kommer Caroline ikke frem til nettet, og det giver modstanderen en chance for at komme tilbage i duellen, fortæller Bollettieri, som blandt andet har trænet Andre Agassi, Maria Sharapova og Boris Becker.

2009 bliver et nøgleår for Wozniacki, mener Bollettieri, for efter hendes succes i år er hun ikke længere et nyt ansigt på WTA Touren. Det giver årets French Open-mester Ana Ivanovic ham ret i.

- Selvfølgelig er Caroline en af de spillere, man skal holde øje med næste år. Hun har i år vist, at hun kan vinde turneringer, og hun nærmer sig top 10, så det betyder, at hun er en klassespiller, forklarer serbiske Ivanovic, som sluttede året som nummer fem i verden.

/ritzau/