Vandet ud for Fredericia strand blev både begyndelsen og enden, da den kendte prædikant Moses Hansen søndag stillede op ved DM i triathlon på ironman-distancen i Fredericia - for han måtte udgå efter svømningen, som er den første disciplin af de tre, der udgør "en jernmand".

Den venlige, solbrune mand med en trøje med påtrykket "Overhal bare, men Jesus kommer du ikke udenom" er ikke bange for at gå imod strømmen, når budskabet om Jesus skal spredes. Men netop strømmen i Lillebælt satte en brat stopper for prædikantens første forsøg på at gennemføre en Ironmann, som ved søndagens DM består af 3,8 kilometer svømning, 180 kilometer cykling og et marathonløb på 42,185 kilometer.

"Jeg er meget skuffet over mig selv. Alt kiksede for mig derude i vandet, og bøjerne flyttede sig overhovedet ikke. Jeg havde ikke styr over vejrtrækningen og vekslede mellem crawl og brystsvømning. Det var slut, da jeg kom ud i modstrøm, og jeg må erkende, at jeg ikke havde gjort mit hjemmearbejde godt nok," sagde Moses Hansen, da den værste skuffelse havde lagt sig over at være udgået, næsten inden konkurrencen var begyndt.

Det blev kun til godt 40 minutters vandgang, inden Moses Hansen måtte bede en ledsagerbåd om at samle ham op, hvorefter han trak sig fra løbet.

"Mine venner havde godt nok sagt, at jeg skulle vente med at stille op til næste år. Men jeg er en utålmodig sjæl, så jeg ville forsøge. Men allerede i aften tager jeg hjem og melder mig til næste års konkurrence," konstaterede den landskendte prædikant.

"For mig er det vigtigt at demonstrere et modspil til den tidsånd, hvor overforbrug og fedme er dominerende. Jeg vil gerne være et godt eksempel for dem, der følger mig. Det handler om, at hvis mit legeme har det godt, har jeg også harmoni indvendig," sagde Moses Hansen. /ritzau/