Når der søndag bliver løbet London Marathon, kan det være med langt færre kvinder, end der tidligere har deltaget. I England har en T-shirt fra løbet vakt stor debat.

Hvis man tilmelder sig London Marathon, får man sammen med løbenummeret en T-shirt, når man kommer i mål. På T-shirten er teksten 'finisher' trykt som et symbol på, at man har tilbagelagt de 42,2 kilometer.

Nu er der bare det problem, at flere ligestillingsorganisationer i England mener, at de flere end 40.000 T-shirts, der forventes at blive delt ud søndag, ikke tager hensyn til de kvindelige løbere.

For T-shirten, der er produceret af New Balance, var sidste år lavet i en unisex-model. Og den kan gøre, at kvinderne kan føle sig utilpasse. For størrelserne er for store, da de som udgangspunkt er syet efter den mandlinge silhuet. Det skriver The Telegraph.

Den omtalte t-shirt.
Den omtalte t-shirt.
Vis mere

En af de kvinder, der er utilfredse med trøjerne, er Maud Hodson. Hun mener, at trøjestørrelserne kan få kvinder til at føle sig 'ubehageligt tilpas'.

»Vi betaler alle det samme beløb, men får ikke den samme aftale som mændene. Jeg synes, det er sexistisk, at det skal være standarden at være mand – og så må kvinderne affinde sig med det,« siger hun til The Telegraph og fortsætter.

»Det er aldrig den anden vej rundt. T-shirts er trivielle, men det er endnu et symbol på, hvordan verden er designet til mænd. Hvis arrangørerne vil have flere kvinder til at deltage, kunne det her være en god måde at gøre det på,« siger hun.

Sidste år deltog 40.273 personer i London Marathon, 50,2 procent af dem var kvinder. Det var det højeste antal kvindelige løbere nogensinde.

Også 38-årige Heather Castle, der har deltaget i London Marathon to gange, er ærgerlig over de omtalte trøjer.

»Mænd bliver ikke bedt tage kvinde-T-shirts på. Så jeg kan ikke forstå, hvordan vi i 2019 kan blive bedt tage mande-T-shirts på. Jeg har tidligere arbejdet på et teater, så jeg ved, hvordan man bruger en symaskine – og har syet min egen om. Selvom vi løber samme distance som mændene, virker det ikke, som vi er velkomne,« siger hun.

Arrangørerne bag løbet har til The Telegraph fortalt, at de ønsker at detaljerne om årets T-shirt skal være hemmelig indtil efter løbet.

De fortæller dog, at der er størrelser fra XXS til XXL efter målstregen. Får man tilmed en forkert størrelse, kan man, når man er kommet hjem, kontakte løbet og få den byttet til den rette størrelse.