Den folkekære kok Carsten Olsen alias ’Den skaldede kok’ har i et halvt år levet i et rent helvede både helbredsmæssig, arbejdsmæssigt og økonomisk. Han er desværre blandt den ene procent, der har fået bivirkninger af den ballonudvidelse, der blev foretaget i forbindelse med hans operation for en blodprop i hjertet i novemeber.

Bivirkningerne har betydet, at han ikke kan arbejde og nu nærmest er bankerot. Samtidig med at han har smerter. Hele tiden.

Efter hjerteoperationen i efteråret blev han sendt hjem med et begyndende pseudoaneurisme, der er en slags udposning af blodåren fyldt med væske, der siver fra lymfekirtlerne. Udposningen er nu opereret væk, og 'Den skaldede kok' kan tage hul på livet igen - altså, når han er udskrevet og har gennemført genoptræningen.

Carsten Olsen er fortrøstningsfuld:

»Lægen har lige været inde at fortælle mig, at operationen havde været en kæmpe udfordring, og at han aldrig havde oplevet noget lignende.«

LOG IND PÅ BT PLUS og læs mere om Carsten Olsens smertehelvede, som har haft store konsekvenser helbredsmæssigt, arbejdsmæssigt og økonomisk. Og læs hvordan han har det nu efter operationen.

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


Den folkekære kok Carsten Olsen alias ’Den skaldede kok’ har i et halvt år levet i et rent helvede både helbredsmæssig, arbejdsmæssigt og økonomisk.

Da ’Den skaldede kok’ i slutningen af november blev hasteopereret for en blodprop i hjertet, begyndte hans nuværende helvede. For han er blandt den ene procent, der får bivirkninger af den ballonudvidelse han fik foretaget i forbindelse med operationen for blodproppen i hjertet. Bivirkningerne betyder, at han ikke kan arbejde og nu nærmest er bankerot. Samtidig med at han har smerter. Hele tiden.

I en seng på 11. sal på Rigshospitalet ligger en mand, der fra naturens side altid har haft let til smil og latter. Men det sidste halve år har der været længere mellem smilene i ansigtet på den kendte kok Carsten Olsen alias ’Den skaldede kok’.

Han har ellers tidligere haft masser af succes som ejer af Restaurant Perlen i Tivoli med 45 ansatte under sig, forfatter til flere kogebøger, blandt andet til ’De rigtige mænds’ kogebog, tv-optrædener samt foredrag, og han er indehaver af cateringfirmaet ’Den Skaldede Kok’, som han driver sammen med sin ekskone.

Men det sidste halve år har livet ikke været let for den 51-årige kok. Faktisk lever Olsen, som han selv kalder sig, i et rent helvede. Både helbredsmæssigt, arbejdsmæssigt og økonomisk.

Blodprop i hjertet

Olsens helvede tog fart 28. november sidste år, da han blev indlagt akut med en blodprop i hjertet. Her fik han foretaget en ballonudvidelse, som foregik gennem lysken i hans højre side. Og selv om selve operationen gik rigtig godt, så er det endt rigtig skidt for Olsen.

»Jeg har ondt hele tiden,« fortalte han mandag fra sygesengen med udsigt over Københavns tage og det blå Øresund.

Carsten Olsen blev nemlig sendt hjem efter operationen med et begyndende pseudoaneurisme, der er en slags udposning af blodåren fyldt med væske, der siver fra lymfekirtlerne. Det er en komplikation af ballonudvidelsen, der foregik via en stor blodåre i lysken, hvor der formentlig er blevet revet hul på åren.

»Da jeg tog hjem, var den på størrelse med en halv blomme, og jeg fik at vide, den ville gå i sig selv. Nu er den på størrelse med en halv håndbold. Og i morgen (tirsdag, red.) skal jeg have den opereret væk. Men det er ikke sikkert, at smerterne går væk. Det gør de måske aldrig«, siger han og kigger et langt øjeblik ud ad vinduet.

For to måneder siden valgte han at droppe den lægeordinerede morfin, der skal tage smerterne. Selv om smerterne er stærke, så turde han ikke fortsætte med morfinen.

»De er jo vanedannende. Det kunne jeg mærke, da jeg tog dem. Og jeg har jo Nordeuropas største misbrugsgen, så jeg tør ikke spise det«, fortæller Olsen og understreger, at han af samme grund aldrig har turdet tage stoffer.

Derfor har han valgt at leve med de stærke smerter, selv om det også har sin pris.

»Jeg kan ikke sove, i forvejen har jeg ikke det bedste sovehjerte. Så jeg har dulmet det med rødvin og vodka. Det duer jo ikke. Og jeg er træt nu. Træt af at have ondt. Træt af ikke at få søvn. Og træt af at være på skideren«, siger han.

For et er de konstante fysiske smerter, som han ikke tør dulme, og som er årsag til, han heller ikke har været i stand til at arbejde siden dagen før 28. november sidste år. En anden ting er de svære lommesmerter. For selv om kæresten Britt, som han bor sammen med i hendes lejede bolig, har arbejde i en butik, så er det meget svært at få enderne til at hænge sammen. For når han ikke er medlem af en a-kasse, kan han nemlig ikke få sygedagpenge.

Foto: Emil Hougaard
Foto: Emil Hougaard
Vis mere

Kassen er tom

»Siden vi måtte lukke i Tivoli, har klaveret simpelthen ikke spillet så godt, at jeg har haft råd til at forsikre mig. Nu er kassen tom.«

Hvad så?

»Ja, det ved jeg ikke,« siger han og slår opgivende ud med armene.

»Jeg er begyndt at sælge ud af mine ting, jeg har måttet låne, og jeg har fået hjælp af venner og min ekskone.«

Men der er ikke meget, som tyder på, at det snart lysner for Den skaldede kok. For selv om cateringfirmaet af samme navn, som han driver på bedste vis sammen med sin ekskone, så er det kun af navn og ikke af gavn, han kan bidrage, når han ikke må løfte over to kg eller køre bil. Derfor har indtjeningen i firmaet kun dækket lønnen til hans partner. Men Olsen håber, at det lysner efter operationen, selv om han kan se frem til at være indlagt i syv dage og bagefter skal gå til genoptræning.

»Jeg føler mig nærmest lykkelig over at skulle opereres i morgen. Og jeg håber, det får smerterne til at gå væk,« lød det trods alt optimistisk fra Den skaldede kok i mandags inden operationen.

En sjælden og smertefuld komplikation

Der er de færreste patienter, der får så svære komplikationer efter en ballonudvidelse som dem, Den skaldede kok har fået.

Der er langt mellem patienter som Den skaldede kok. For langt de fleste, der gennemgår en ballonudvidelse, gør det uden komplikationer. Men så er der de få, faktisk under en procent, som får svære komplikationer som et pseudoaneurisme, der er en slags udposning af blodåren fyldt med væske, der siver fra lymfekirtlerne. Det bekræfter Jan Ravkilde, overlæge på Kardiologisk afdeling på Aalborg Universitetshospital, og som har 20 års erfaring med at udføre ballonudvidelser som den, Carsten Olsen alias Den skaldede kok har fået, overfor BT.

»Det er yderst sjældent. Men vi er klar over, at det kan ske. Jeg mistænker, at det er et pseudoaneurisme, som ofte er forbundet med stor smerte, men som vi karkirurgisk kan intervenere imod«, fortæller Jan Ravkilde.

Sådan ser det pseudoaneurism ud, som har sendt Den skaldede kok på langs i flere måneder, og som han i dag får opereret væk. men det er ikke sikkert, at det vil fjerne smerterne.
Sådan ser det pseudoaneurism ud, som har sendt Den skaldede kok på langs i flere måneder, og som han i dag får opereret væk. men det er ikke sikkert, at det vil fjerne smerterne. Foto: Emil Hougaard
Vis mere

Han forklarer, at en ballonoperation foregår gennem lyskepulsåren med et smalt kateter. Det kan meget let komme til at snitte væggen i blodåren, og så kan der komme et pseudoaneurisme.

Ifølge overlægen er det under en procent, der får komplikationer efter operationen.

Han forklarer, at grunden til, at det gør så ondt, er, at pulsåren, nerven og den anvendelige blodåre ligger lige ved siden af hinanden, og når der sker noget med lyskepulsåren, påvirker den nerven, der går ned i benet

»For den enkelte patient er det mange gange forbundet med stor smerte. Og et langvarigt forløb«, lød diagnosen fra overlægen inden operationen tirsdag.

»Jeg håber, det er overstået nu«

Carsten Olsen er fortrøstningsfuld efter tirsdagens operation, der gerne skulle få den ’Den skaldede kok’s liv tilbage på ret køl

»Lægen har lige været inde at fortælle mig, at operationen havde været en kæmpe udfordring, og at han aldrig havde oplevet noget lignende.«

Sådan fortæller 51-årige Carsten Olsen fra sin seng på Rigshospitalet i København, da BT træffer ham over telefonen.

»Det var meningen, at operationen skulle være overstået på en time, men jeg endte med at være under kniven i fire en halv time,« fortæller ’Den skaldede kok’.

I et halvt år har Carsten Olsen levet i et smertehelvede, siden han 28. november sidste år blev akut indlagt med en blodprop i hjertet.

Han fik dengang foretaget en ballonudvidelse gennem lysken i højre side, og selvom operationen gik godt, opstod der en både sjælden og alvorlig komplikation.

Den 51-årige kok blev sendt hjem med en begyndende pseudoaneurisme, en slags udposning af blodåren fyldt med væske, der siver fra lymfekirtlerne.

Udposningen, som i lang tid har forvoldt Carsten Olsen store smerter, blev i går opereret væk.

Den store udposning efterlod et åbent sår på 25 centimeter, og lægerne måtte ifølge Carsten Olsen skære tre centimeter ind for fjerne den. Efterfølgende blev han syet med 50 sting.

»Jeg håber, at det er overstået nu, for jeg magter ikke mere,« fortæller Carsten Olsen.

De næste dage afgørende

Det næste par dage bliver helt afgørende for ’Den skaldede koks’ fremtid. Hvis ikke der opstår infektion i det store sår, kan han se frem til at komme hjem allerede i morgen. Men skulle uheldet været ude, må Carsten Olsen indstille sig på at vente i flere måneder på at forlade hospitalssengen.

De dystre udsigter til trods forsøger han som vanligt at bevare det gode humør, og takker samtidig for den enorme støtte, han har modtaget i kølvandet på det interview i BT, hvor han stod frem og fortalte om det helvede, han har været igennem.

»Siden jeg er vågnet op, har jeg har modtaget over 200 sms’er og mail fra folk, der ønsker mig god bedring og fortæller mig, at det hele nok skal gå. Det har været virkelig rørende,« siger Carsten Olsen.