Torsdag var en hektisk dag i Folketinget. På under et døgn skulle de stemme den nye epidemi-lovgivning igennem, der giver staten større muligheder for at gribe ind i borgernes privatliv.

Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, udtrykker dog kritik af regeringen i henhold til det forløbet op til, at epidemilovgivningen blev stemt igennem.

Folketinget fik nemlig ikke mulighed for at gennemlæse en email fra Sundhedsstyrelsen før sent torsdag aften, hvori der var flere indsigelser i forhold til den nye lovgivning.

Det til trods for at Sundhedsministeriet med Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i spidsen ifølge Berlingske modtog emailen kl. 14.08 torsdag.

»Sundhedsministeren har ikke involveret parterne tilstrækkeligt. Emailen bliver faktisk først lagt frem lige inden, vi skriver betænkning, så vi når ikke at se svaret. Vi får bare at vide, at hvis vi ikke stemmer den her lovgivning igennem inden midnat, så kan den ikke nå at træde i kraft i tide,« siger  Liselott Blixt og fortsætter:

»Min og andre partiers kritik er, at der er en Sundhedsstyrelse, der er kommet med et svar, som vi ikke når at læse, inden vi stemmer en lovgivning igennem et kvarter før midnat. Og det sker, selvom Sundhedsministeriet har haft mailen siden klokken lidt over 14. Så jeg føler mig ført bag lyset.«

I emailen, der er et svar på regeringens ønske om en stribe ændringer af epidemiloven, skriver Sundhedsstyrelsen ifølger Berlingske, at den ikke har kunnet ‘foretage en grundig sundhedsfaglig vurdering af det foreslåede’.

Samtidig skriver styrelsen, at ‘vi finder umiddelbart, at det aktuelle COVID-19 udbrud ikke kan begrunde sådanne væsentlige ændringer i epidemiloven’, og påpeger, at arbejdet med at forebygge smittespredningen af coronavirus ‘mere hensigtsmæssigt kan fremmes inden for anden gældende lovgivning eller øvrig lovgivning’.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S).
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S). Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Selvom Liselott Blixt ikke vil afvise, at hun havde stemt forslaget igennem til trods for at have læst emailen fra Sundhedsstyrelsen, så fortæller hun, at Sundhedsministeriets valg om at tilbageholde oplysninger fra Folketinget vil påvirke deres fremtidige samarbejde.

»Det er en enerådig Sundhedsminister, der har taget en politisk beslutning, uden at involvere andre i, hvad den politiske beslunting består i - ikke engang sine egne støttepartier. Vi regner jo med, at det hele er clearet med Sundhedsstyrelsen og andre relevante myndigheder. Jeg er enig i, at det er vigtigt, vi har en lovgivning, og at vi agerer på det her, men kritikken er, at vi ikke bliver oplyst tilstrækkeligt i forhold til at stemme lovgivningen igennem,« siger Liselott Blixt.

Har det svækket jeres samarbejde med regeringen?

»Det her betyder jo, at der opstår sprækker i tilliden. Vi kommer i hvert fald til at stille flere spørgsmål og kræve flere svar, inden der bliver stemt nye forslag igennem. Der er stor forskel på at have stor indbyrdes tillid og på at gemme noget væk.«

De mest omfattende tiltag i regeringens lovforslag er muligheden for at forbyde forsamlinger med flere end 100 personer, ligesom lovforslaget giver mulighed for at tvangsindlægge, tvangsbehandle og tvangsisolere personer smittet med coronavirus.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) afviser over for Berlingske, at han har ført andre partier bag lyset og fortæller, at han står inde for processen.

»Nej, det vurderer jeg ikke. Idet der er tale om ubetrådt land og hastelovgivning, vil jeg sige, at jeg står inde for processen. Vi har lagt alle oplysninger åbent frem, og denne email er også sendt til Folketinget.«

Epidemi Lovgivningen træder i kraft tirsdag formiddag.